Den skeptiske Heks og løvemoren

‘Nej, du er ikke dit barns bedste ven’!

Det sker at der er gentagelser her på bloggen ind i mellem, men det er altså ikke fordi jeg har begyndende Alzheimers, når jeg berører nogle af de samme problematikker som tidligere omtalt, det er simpelthen fordi jeg synes at nogle emner fortjener særlig opmærksomhed og ekstra fokus.

Derfor kommer her en svada om noget jeg har været rundt om for et par indlæg eller 100 siden. Sociale medier, børn og voksnes/forældres omgang med børn på de sociale medier.

For at starte på toppen af isbjerget forstår jeg som udgangspunkt ikke, at man giver sine unger lov til at træde ind i Facebook helvede, før de reelt set lovligt må være der, som (desværre) er 12 år. Jeg har også ret svært ved at se logikken i, at 8årige børn (!!) bliver gjort slaver af Instagram, før de overhovedet har et begreb om hvad retouchering i virkeligheden er (eller et behov for at være der).

Ikke alene synes jeg man er med til at gøre sine børn til slaver af den åndssvage telefon, som for alt i verden burde udsættes så lang tid som muligt, man er også med til at gøre dem til en del af det over selviscenesættende samfund, som eskalerer mere og mere.

Word!

Jeg ved godt at vi ikke lever i 50’erne, hvor der ikke skulle mere end en træring og en kæp til at underholde kvarterets yngel en hel eftermiddag. Realistisk er jeg også med på, at man ikke kan nægte sit barn at træde ind i den sociale verden – men man kan tage et ansvar og forklare barnet, hvorfor Facebook er forbudt område før man er gammel nok (som ikke nødvendigvis er når man rammer de 12). Lige præcis på det her område, er jeg faktisk ret kold overfor hvad trenden er, og hvornår alle vennerne må det.

Når de små aber så endelig får grønt lys til at debutere i lala-land, skal man så følge sin børn? Skal man overvåge deres færden, stille det krav, at man vil have lov til at svæve som det store sorte øje, over deres cyberliv? Ja! Det synes jeg faktisk. Når de skal lære at begå sig i allemandsland, vil jeg forlange at jeg er med på sidelinjen. Dels fordi der er noget der hedder god online stil og fordi jeg vil have kontrol med hvordan de udstiller sig selv og det de ligger ud. Men her stopper legen så også. Nok vil jeg være følger i deres cyber-verden, men her er jeg ikke en af deres venner. Det betyder, at jeg ikke vil kommenterer på deres venindebilleder eller noget af det andet ral de smækker op.

Børn bliver i forvejen frataget ret meget af deres privatliv og er i større og større omfang overvåget 24/7. Det ved jeg godt jeg er med til at bidrage til, ved at forlange at følge dem i deres online verden, men faktum er bare, at det er et farligt sted hvor ikke engang voksne mennesker kan vide sig sikre. Men at kommentere med smileys, kække beskeder og konsekvente likes, på sine børns opslag må tøjles! Der er blevet skabt en forskruet forestilling om, at vi skal være bedste venner med vores børn, som jeg synes er så kvælende og frihedsberøvende for de små. Selvfølgelig skal de have venner i deres forældre, men slyngveninder er noget man er med sine jævnaldrende. I øvrigt – hvis er behovet? Helt sikkert ikke barnets – i udgangspunktet.

Jeg kan ikke heppe nok for, at vi propper selvtilliden tilbage i vores børn. Alt for mange forældre har suget det ud af ungerne og er krøbet i ly af den, for at føle sig behøvet og nødvendige. Stakkels, stakkels unger. Giv dem nu en chance og lad dem føle, at de bare ét sted ikke er forfulgt af deres forældres fangearme.

Amen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den skeptiske Heks og løvemoren