Det der med tiden

1 uge. Om 1 uge sidder jeg i en flyver lige nu. På vej mod det første stop, som er London. Faktisk synes jeg det er mega angstprovokerende at tænke på hvor hurtigt tiden går. Jeg synes kun det er et par uger siden jeg bookede billetterne og tænkte ’shit, hvor er der lang tid til’. I det hele taget kan jeg godt gå lidt i panik over tid – for tiden. Jeg er bange for at jeg ikke når alt det jeg gerne vil, bange for at jeg ikke får tid nok med dem jeg holder af, bange for at gå glip af noget. Og det er noget værre pjat, for jeg synes jo faktisk, at jeg både når, ser og oplever. Måske er det lige netop derfor, at jeg tænker sådan? Fordi jeg har et lykkeligt liv, som jeg i bund og grund er temmelig tilfreds med. Mere vil have mere?

Anyways, jeg er så småt begyndt at overveje hvad jeg skal putte i kufferten, (pfff, det har jeg tænkt på i et halvt år nu) og tjekke at alt er på plads. F.eks. fandt jeg ud af at vores GPS ikke er tilpasset US. Knap så fedt at brage rundt på 6-sporede motorveje, uden at vide hvor man skal hen. Adaptere til danske stik skal vi måske også lige have med? Ellers skal jeg virkelig begrænse min pakning, så der er plads til at fylde i den anden vej.

Ugen her inden afrejse er godt fyldt op med masser af træning, børn, veninder, psykolog, arbejde, pakning og diverse dimsen. Behøver jeg sige at jeg OVER glæder mig nu?