Middelklasse? Jeg skal give dig middelklasse!

For altid!

Der bliver talt temmelig meget om, at tatoveringer er blevet middelklasse, nu om dage. At alle farvepaletterne kommer til at ligne hinanden, i et desperat forsøg på at skille sig ud. Sjovt nok er det oftest dem UDEN tatoveringer, der kommer med den slags udmeldinger. Gerne med et løftet øjenbryn og et ansigtsudtryk der skriger ’hvad sagde jeg’. Forstår i?

Jeg bliver altså en lille smule træt og mit blæk begynder at klø, når ’de rene’ begynder at spille bedrevidende. For det første: ALT bliver mainstream på et eller andet tidspunkt. Vi kopierer jo hele tiden moden, bygger lidt mere på og omfortolker så det samme igen. For det andet: jeg har ikke fået tatoveringer for at være speciel. Mine tatoveringer fortæller en historie og er med til at manifestere nogle ting overfor mig selv. Som min ’ham’ tatovering jeg fik med Robert efter 14 (!!) dage. Det var med til at virkeliggøre en stor ting i mit liv – på en drastisk måde måske, men det blev det kun dét mere intenst af.

Jeg bliver aldrig fyldt med farve, med en bekymring om, at jeg måske kommer til at fortryde. Sådan har jeg aldrig haft det, med det jeg har fået lavet. For mig bliver tatoveringen en del af mig og min historie, lige så snart den sidder der og selv den jeg fik lavet som 18årig (min første), fortryder jeg ikke. Motivet er prollet, den er ikke super pæn lavet og jeg havde helt klart valgt anderledes i dag. Men jeg fortryder den ikke.

En af mine yndlings!

For mig er det lidt ligesom at få et fix, når jeg bliver streget. Jeg bruger tid på at finde motivet, endnu længere tid på hvor den skal placeres, jeg går og glæder mig, når jeg har booket tiden og når jeg har fået den lavet, bruger jeg flere timer på at glo på den hele tiden.

Jeg synes tatoveringer kan være virkelig flotte, sindssygt lækre og meget unikke. Det kan for mig, være med til at skabe vildt meget karakter i et andet menneske, når der er tværet uforgængelig tusch ud over kroppen. Det kan selvfølgelig også have den modsatte effekt, hvor jeg finder det enormt bøvet og tenderende nåller. Det handler selvfølgelig meget om motiv og hvem de sidder på, men det er vel ikke meget anderledes end frisurer, briller, kluns and what not.

Som med så meget andet, synes jeg jo at mennesket må klæde sig og udtrykke sig som de har lyst til. Det gælder også når det kommer til tatoveringer, men ligesom jeg ikke bruger særlig meget tid på at udtale mig om catwalken i Paris, fordi jeg ikke har pisse meget forstand på haute coutture, skal folk med jomfru-skind holde sig for gode, til at bedømme hvornår tatoveringer ligestilles med en jævn middelklasse. Ikke fordi der er noget galt med middelklassen, jeg gider bare ikke puttes i den boks, fordi jeg har valgt at fylde min hud med blæk.

Lille Ninka

Ja! Jeg bliver lidt fornærmet. There, I said it.