En hyldest til livet og dem der gav mig det!

Den kommer sleeet ikke til sin ret her. Meget mere fin og detaljeret end en iphone kan fange. Ps. GITTE fra LeFix, kan jeg sige det nok?

Nå. Jeg skrev den anden dag, at jeg skulle noget fredag eftermiddag som jeg ikke kunne afsløre. Det kan jeg nu, for fredag eftermiddag er gået og jeg er nu en tatovering rigere. Ja, endnu en!

For den trofaste læser er det næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til mine forældre er – intakt. Stærkt. Og særdeles værdifuldt for mig. Jeg har altid betragtet dem som mine venner og klipper. Altså, uden at vi deler slibrige detaljer om… slibrige detaljer! Men de er en vigtig del i mit liv og nu også en vigtig del af min krop.

Jeg ville gerne have lavet noget, der symboliserer ‘Far og Mor’ og som i øvrigt kommer til at følge mig for evigt. Min far er en ivrig jæger og en stor del af hans ‘jeg’, afspejles i hans passion for jagt. Hans arbejdsværelse er efterhånden indsnævret til en lille plet midt på gulvet, fordi alle vægge er plastret til med trofæer. Moren derimod har en ting for fugle. Særligt små gråspurve er hendes svaghed og derfor har hun også fået kaldenavnet ‘spurven’. Så derfor. Gevir med lille spurv – simpelt.

Jeg er død glad for den. Den sidder helt perfekt, er (som altid) spitze lavet og værdien af den er selvsagt uvurderlig.

De her to var også i spil, som mulige tuscher. Skrevet af min far og mor. De ryger i gemmeren til et senere tidspunkt. Måske

Der skete i øvrigt noget i går, som kun gjorde det endnu mere rigtigt for  mig, at få den streget ind i mit flæsk. Jeg har en kollega der flere gange i løbet af det her år, har været ind og ud af hospitalet, uden at de har kunnet finde ud af hvad han fejlede. I går fik vi så meldingen: leukæmi, med øjeblikkelig behandling. Det gav mig en mavepuster af dimensioner.

Livet er så satans skrøbeligt. På et split-nanosekund kan ALT ændre sig og få tiden til at stå stille. Jeg blev mindet om at LEVE. At elske. At værdsætte det jeg har og dem omkring mig. Det synes jeg egentlig også jeg gør, men en melding som den i går, tvinger mig til at huske ekstra meget på det. Derfor gik det hele også lidt op i en højere enhed, da Gitte satte nålen i mig.

For nogle kan det måske virke tåbeligt, at jeg bruger uforgængelig blæk til at manifestere et – ja hvad kalder mand det? minde, relation, tilhørsforhold, udtryk for kærlighed? Men det bliver det ikke mindre rigtigt af for mig. Det giver mig en form for ro i min sjæl og i mit hjerte, at dem der har været med til at forme mig til den jeg er, nu er foreviget på det skind de skabte.

Godt klaret Ninna sjus i vinduet da jeg kom hjem. SHIAT det gjorde nalle på albueknoglen

Der sker mange store og følelsesladede ting omkring mig for tiden og jeg kan næsten ikke rumme det. Mit grådlabile gen ser ikke ud til at mindskes og jeg arbejder mest på at lære og styre det. F.eks. var det en kamp ikke at bryde sammen i tårer i kantinen i går, da vi fik meldingen om min kollega.

LEV.ELSK. ELSK og LEV!

Kh. Sentimentale Suzette.