You better work, Bitch!

I forbindelse med ‘det’ her indlæg, er der en læser der har spurgt til min arbejdsmæssige situation. Både hvad angår fortid og fremtid. Selvom jeg ind i mellem nævner mit arbejde, er jeg godt klar over at det ikke er det, der er mest fokus på.

Jeg kommer fra en familie, hvor det der med at få sig et arbejde, allerede som ung, er en del af opdragelsen. Jeg startede i 7.klasse som pakkepige i Kvickly. 1-2 gange om ugen hev jeg varer ned fra hylderne, til borgere der ikke selv magtede indkøb. Efter det røg jeg ud i min fars firma, hvor jeg pakkede fakturaer og lavede andre ad hoc opgaver.

Derfra havde jeg lige en pause på et år, hvor jeg gik på efterskole.

Da jeg kom hjem og startede i gymnasie, begyndte jeg samtidig som kassemedarbejder – igen i Kvickly. Der var jeg, indtil jeg gik ud af 3.g. Svusj, videre til København. Temmelig blåøjet, naiv, uden arbejde og med et kæmpe, bundløst hav af muligheder foran mig. Jeg vidste hverken hvad jeg ville læse, arbejde med, eller i det hele taget bruge min tid på. Allerhelst ville jeg vel bare være fri og gøre hvad det passede mig. Men med førnævnte opdragelse i behold, søgte jeg arbejde og endte på et form for call-center. Det er måske mit livs mest blanke øjeblik. Fuldstændig ukritisk og uden sans for hvad fanden jeg gik ind til. Det viste sig at være et foretagende, der skulle se ud som om de havde en masse opgaver fra kommunen, der skulle i udbud. Vores job var så at ringe rundt til håndværkere, advokater, skoler osv., for at få dem ind i en database mod et beløb på x antal kroner, således at de kunne byde på diverse opgaver.

Jeg tror aldrig der røg opgaver ind i den database og efter et par måneder fik jeg et klarsyn og sagde op med det samme. Stakkels lille pige! Ps. Jeg tror jeg fik vredet $$$ ud af samtlige advokater her i København. Stenet ik’?

Så rykkede jeg videre til café branchen. Jeg arbejdede på den samme café i 1 års tid og kunne faktisk godt lide det – men også det fik en ende. Jeg har gjort karriere hos Telia, som problemknuser. I ved ‘min telefon kan ikke sende SMS’er – hvad gør jeg’, typen. Det blev temmelig enerverende, så jeg fandt nyt arbejde. Videre til et PR-bureau hvor jeg var i et lille års tid. Det var her jeg begyndte at gå lidt i panik. Jeg nærmede mig mit 4.sabbatår og kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg ville. Jeg søgte faktisk ind på Suhrs med henblik på at blive ernæringsekspert, men da det var midt i den opstartede sundhedsbølge, druknede mit sølle snit på 8 i mængden af 11 taller.

I en hjerneblødning var jeg sikker på at mode var mit felt. I hvertfald hvis jeg fik flettet noget med business og marketing ind i emnet. Derfor røg jeg til optagelsesprøve på BEC-design, som designteknolog med speciale i handel og marketing (fancy, eh?) Imens jeg gjorde det, arbejde jeg som supervisor/leder på en café.

Jeg kom ind på studiet og var lykkelig! Samtidig byttede jeg den ene café ud med en anden, hvor jeg arbejdede hele min studietid.

Da jeg var færdig som professionel gøgler, måtte jeg hurtigt sande at arbejde til designteknologer var ikke eksisterende. Samtidig gik det op for mig, at mode langt fra var min kasse. Business eller ej!

Jeg kendte ham, der var salgschef i det firma jeg er i nu og som fortalte at de manglede en piccoline, til praktiske gøremål. Jeg var desperat og træt af at servere café latte for alle modetosserne nede i Strædet (læs, jeg var træt af det hele). Derfor startede jeg i Autolease som praktiske gris, men fik hurtigt knoklet mig opad og 3 måneder senere blev jeg tilbudt kontrakt med fast løn, konge pensionsordning, sundhedssikring og bonus. Og der har jeg så været i 6 (!!!!) år nu!

Jeg har aldrig haft den vilde lyst til at studere, simpelthen fordi jeg ikke har vidst hvad jeg VIRKELIG gerne ville. Jeg har altid sagt, at det godt må være noget med mennesker og kontakt (altså – ligesom alle de andre), men har aldrig fundet dét. For 4 år siden havde jeg en veninde, der var temmelig meget i krise med sit forhold og som jeg sparrede rigtig meget med. En dag sagde hun ’Ninna for fa’en, du burde blive parterapeut’. DING. Dér var den. Det var præcis det jeg ville. Jeg fik hurtigt researchet og fundet ud af hvor, hvornår og hvordan. Desværre kulsejlede det hele, da min daværende kæreste gik fra mig og jeg mistede al overskud og livsglæde.

Siden da har jeg pakket den drøm væk. Simpelthen fordi der har været for meget andet, der har optaget mig. Min økonomi var heller ikke til det, da jeg var alene og det koster alligevel nogle knapper, da det ikke er en SU berettiget uddannelse.

På mange måder er Robert skyld i, at jeg nu begynder at læse til Oktober. Det er ham der gravede drømmen frem igen og skubbede mig til at tage springet og økonomisk set ville jeg heller ikke kunnet gøre det, uden ham.

Jeg kan fortsat arbejde mens jeg læser. Jeg skal gå i skole ca. 1-2 weekender om måneden, fredag incl. og det bruger jeg ferie på. Det tager 2½ år og så er jeg uddannet parterapuet og sexolog fra Sexologiskolen i København/Århus.

Drømmen er absolut at kunne komme til at leve af det. Enten i egen praksis eller i en form for sundhedsfællesskab.

Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til luftforandring, til at blive klogere, til at blive presset og til at studere noget jeg 100% har valgt af lyst.

Psst… jeg kommer til at skulle bruge prøvekaniner jo. Altså i parterapeut øjemed. Hæ.