Paris Perfection!

IMG_6418Det tog sig også vældig godt ud, det lille tårn

Hvordan kan en weekend med indbygget sidevogn gå så hurtigt? Jeg har jo kun lige sat mig til rette i flyveren? Oh well, hurtigt gik det og fantastisk var det. Virkelig fantastisk. Paris ér bare vidunderlig. Der er så meget charme og sjæl, som jeg har svært ved at finde andre steder.

Jeg har slet ikke haft min computer med på turen. Jeg havde brug for at koble af, stemple ud og fokusere på at have fri – og på min mand. I stedet får i fyldigt referat NU.

Torsdag ankom vi til 14 graders kulde, silende regn og trafikprop på motorvejen, i den taxa vi hoppede i, da vi ikke lige magtede tog. Det kostede os så 2 timer, alt for mange gryn og temmelig meget på irritations kontoen. Vi fik altså en noget rocky start på vores weekend-vandring. Da vi så endelig nåede lejligheden gik det godt igen. Det var et rigtig fint sted i det dejligste område, fyldt med autentiske caféer, spisesteder, små pladser med springvand og kaffe i uanede mængder. Vi fandt et super hyggeligt sted, hvor vi fik noget mad, en flaske vin og noget nyt overskud, inden vi gik i dynerne og fik en god skraber.

Fredag morgen mødtes vi med Sarah til morgenmad og catching op. Vi spiste på et af mine yndlings morgenmadssteder, hvor croissanterne er varme og knasende sprøde, müslien er friskristet, æggene kogt perfekt smilende og nutellaen kommer i store krukker i både hvid, lys og mørk udgave. Nåh ja, og så får man kaffe i skåle. Store, fede, velvoksne skåle. HAL-LØJ! Efter morgenmad og mundgymnastik stod den på shopping! Det er et mirakel, at jeg kunne lukke min taske i går da vi skulle hjem, men det lykkedes heldigvis. Ind i mellem svingning af dankort, indlagde vi forfriskningspauser. Fantastisk at sidde i Paris, midt på dagen, sammen med sin mand og dejlige veninde, i 35 grader og drikke sjusser.
Vi nåede kun lige hjem for at skifte tøj, før vi igen skulle mødes til sen aftensmad, denne gang med Sarahs kæreste som bonus selskab. Alle var noget matte i koderne, men en bøf, skyllet ned med rødvin, efterfulgt af overdådig chokoladekage, kaffe og en sjus hjalp da lidt på det.
Vi sluttede af på en club, med flere sjusser, inden Rob og jeg hev stikket i ordentlig tid.

Fredag startede vi dagen med croque monsieur (det lille bassehylster har haft fri fra træning og tørkost) og kaffe, og så satte vi ellers kursen mod Eiffeltårnet. Det var så hyggeligt bare at slentre rundt og indånde Paris, med Robert i hånden. Jeg er lige imponeret over det der kæmpe stålværk hver gang. Bom, lige pludselig står det der bare, midt i det hele. Efter turisttårnet gik vi videre, shoppede lidt mere, spiste mad og stenede over st.Honoré og dens uendelige favnelse af designerbutikker.

Om aftenen havde jeg bestilt bord på mit absolutte yndlingssted, Avenue. Der mødtes vi med resten af holdet til overdådig mad, delikate drinks og gak i trope tilstande. Det har nok været 30 grader hele natten og det var fantastisk at kunne sidde udenfor, uden at fryse overhovedet.
Efter mad og en god balje drinks, tog vi igen på club. Eller, det mindede faktisk mest om Crazy Daisy, men det var sjovt og der var plads til at spasse ud, hvilket var det eneste vi ville. Vi OD’ede på jægerbomber og dansede til det blev lyst, inden vi splittede op og fandt hver vores senge.

Søndag gik med pakning, absurde tømmermænd og farvelkaffe med pigerne.

Det har været en fantastisk tur, fyldt med alt det jeg virkelig godt kan lide. Nu er det mandag, mit legeme er hævet, mine øjne trætte og mit overskud forsvundet. Men jeg finder det, når jeg har nappet en lang lur og kun skal sove 8 gange mere, inden næste tur venter. LA countdown er begyndt.

IMG_6366Efter vores helvedes ankomst, havde vi hårdt brug for mad. Heldigvis kommer maden prompte dernede – og det var godt

IMG_6367

Jeg elsker alle deres udendørs arrangementer. Tjek hvor det regner!

IMG_6373

Kaffe! The REAL way

IMG_6375

Kan man forestille sig det mere perfekt? Se lige krukken, der bare står på bordet – HELE tiden!

IMG_6376

No words needed!

IMG_6379

Man SKAL i Colette når man er i Paris. Jeg forelskede mig hovedkulds i de her 70’er babies

IMG_6383

Det var varmt, så man skulle huske at hydrere. Åh, hvor var det hyggeligt

IMG_6386

Jeg lod mig forføre af Ms.Céline – kunne ikke lade værre

IMG_6421

Flotte, ik?

IMG_6384

Mere hydrering. Det var altså også virkelig varmt

IMG_3818

Ahmen altså..

IMG_6388

Fredagens dessert. SCHLAP af, den var god

IMG_6392

På Bada-Bom club lavede de ret gode sjusser

IMG_6393

Næste morgens morgenmads location. Lige ude for vores dør

IMG_6397

Igen, no words needed!

IMG_6402

Det var den dejligste gåtur hen til tårnet

IMG_6403

Perfection

IMG_6416

Waaaauw

IMG_6425

Lunch

IMG_6426

… og kaffe

IMG_6430

Klar til at gå ud. I 30 graders varme. Se skoene. Jeg fandt dem dernede.. DE ER HØJE og min ankel klagede slet ikke. Jeg er lykkelig!

IMG_6440

Avenue. ELSKER!

IMG_6442

Virkelig god mad som jeg ikke nåede at dokumentere. Men chokoladekagen var også top

IMG_6441

Optur over kopperne. Dem alle sammen

FullSizeRender.jpg

Vi havde det okay vildt

IMG_6444

Aka. Crazy Daisy

IMG_6445

Ved ikke hvor mange jægerbomber vi drak – men det var virkelig mange

IMG_6455

Og så DANSEDE vi

IMG_6462

Morgenmad dagen derpå

IMG_6464

Og frokost inden afgang. Temaet er noget med ost, tror jeg?

IMG_6428

Nå ja. Jeg fandt de her fine cigaretter (spar mig for prædiken omkring ting jeg godt ved)

IMG_6395

Det har været den bedste tur! Nu skal der vaskes, pakkes og trænes inden næste tur

Jeg tager til Paris. Vi ses

tDer har i beviset

IT’S HERE! Dagen hvor jeg flyver ned til lykke pakket ind i Paris – og jeg glæder mig simpelthen så meget! Efter dagen i går, er det også virkelig en kærkommen og (alt taget i betragtning) vel planlagt tur.

t2Der var også sørget for temmelig meget snolder. Judas!

Efter først at have trænet kl. 06, arbejdet en hel dag, løbet et DHL og været kollegial, var jeg mos da jeg kom hjem. Det gik i øvrigt rigtig fint med at løbe. Anklen holdt hele vejen, uden at klage og jeg kom ind i særdeles fornuftig tid (som kom noget bag på mig). Da alle var færdige, var der sørget for store, saftige bøffer, lækre salater og masser af rødvin. Jeg skyllede min bøf ned med et enkelt glas og så sagde jeg goodbye, sammen med alle de andre, der også godt ville hjem.

t3Beklager billede kval. Men det var altså en virkelig god bøf

Jeg mangler stadig at pakke, men det skal ikke tage mig mange minutter. Der skal nemlig være tid til en kaffe og lidt beauty-shopping i lufthavnen, inden take-off – det er noget af det bedste, for så ved man ligesom at ferien er startet.

Jeg er lidt i tvivl om hvor meget jeg får blogget dernede fra. Måske lidt, måske slet ikke. Hvis ikke, venner, så får i et fyldigt referat på mandag.

So long.

Au revoir.

Paris vejr

Paris vejr – juhuuue

Et strammere kødtornyster og snarlig take-off

OnsMest ik’? Så drømmer jeg bare om dén der!

Frivillig opståning kl.06. 2 dage i træk. For at tage over og træne?! Den sidste 1½ uges hårde arbejde og skånekost har dog belønnet mig. Fordi jeg stadig har et nogenlunde fornuftigt muskelskelet, skal der ikke så meget til for at stramme op, da jeg ikke skal starte fra scratch. Heldigvis. Det er dejligt at have det bedre i kødtornysteret og ane strammere resultater.

Jeg kan godt mærke at der har været knald på, siden vi kom hjem fra Østrig. Derfor glæder jeg som en croissant der skal skylles ned med kaffe, til at komme til Paris i morgen. Ned og vågne når jeg vil, spise morgenmad når jeg er klar, have fri fra træning og slippe for nogen anden agenda, end den min mand og jeg finder på hen af vejen.

Ons2Hvad gir’ i mig? Det er snart 4 (!!) måneder siden?

Først er der dog lige et DHL løb jeg gruer for at få overstået. Jeg har ikke løbet i virkelig lang tid og jeg tror egentlig ikke min fede (indsæt selv skældsord her) ankel, er specielt klar på det der løb. Oh well, jeg har pakket tasken med løbegear og bomuld til når jeg lander over målstregen, kold og våd, fordi jeg må kravle rundt.

Jeg fik heldigvis vasket og fixet det meste til afgang i morgen, så jeg slipper for at stresse over det, når jeg kommer hjem i aften. Ja! Jeg er sådan en type, der godt kan lide at have det hele på plads, 2 år i forvejen. Lettere irriterende, men man lærer at leve med det! Ik’ Robert?

Der er så meget jeg ikke forstår…

…. Altså, det er der virkelig. Nogle gange overvælder det mig fuldstændig og så meget at jeg bliver nødt til at dele. Hør lige her f.eks.

Jeg forstår ikke:

  • Den der selfiestang? Altså helt seriøst? Har man den så lige med i tasken og når ’THE moment’ er der råber man ’vent, vent, veeeent’ og så hiver man lige fold-ud antennen op af tasken og javer den op i sin mobil? Really?
  • Fodgængere?! Eller, deres hysteri. Der er et sted på min rute, på vej til arbejde om morgenen. En lille overgang fra fortov til busstoppested, hvor der altid kommer 20-25 cykler bragende efter et lyskryds. Hvorfor skal man som fodgænger vade over på den modsatte side, midt i cykelrykket – når bussen alligevel ikke er kommet, eller på vej? Det måtte jeg simpelthen spørge en mor med sin 9 årige søn om, da hun ligesom gik den her lille catwalk sidste morgen. ’Jamen, det er da min ret’! Igen, really? Det er din ret at være virkelig irriterende overfor ca. 25 andre mennesker? Et spejl og en hobby – jeg gir’.
  • Øhm, capribukser?
  • At jeg kan blive SÅ hys, når min kagebagning ikke går præcis, som jeg gerne vil have det til. Prøv at spørg Robert om lørdag eftermiddag, da jeg skulle samle den ene af kagerne. Virkelig moden Ninna lige der (med løg på)!
  • Bananfluer? Hvis de alligevel er for langsomme til at accelerere en flugt, når man forsøger at klappe dem, hvad er pointen så i at leve anyways?
  • Hvorfor alle skal spasse så meget ud over den der skolereform? Ja, så børnene er i skole lidt længere? Til gengæld er der jo indlagt mere bevægelse og tid til at fixe lektier i skoletiden. Faktisk kan jeg da godt forstå, der er mange børn der klynker, når deres forældre bakker dem op i, at det er overgreb på de dyrebare englebørns tid. Beklager, men jeg synes det er noget pjat!
  • At det er september om lidt? Hvad så med sommer? Og bare ben? Og lyse nætter? Og alt det andet, der gør mig til et mildt og rart menneske!
  • Hvorfor mine små usle hove af nogle fingernegle, pludselig igen er begyndt at flække og spalte, når intet er uændret. Beelzebub negle!
  • Hvorfor nogle fitness instruktører insisterer på at tro, de er med i X-factor under træning. Nej! Det er du ikke og hvis du var, var det et stort ‘nej tak’ herfra. Æsj!
  • At jeg smutter til Paris i morgen og til Los (f’in’) Angeles om 12 dage. Fatter.Ikke!
  • Hvorfor det var, at jeg ikke lige tjekkede, at det var de rigtige jeans jeg fik med, til dagens outfit, efter træning i morges. Jeg har så valgt at tage ultra-skinny-stram-røvs jeans’ne med, hvilket betød at tage bukser på i morges, mest mindede om at få en meget fluffy sovepose smurt ind i creme, ned i et meget lille hylster. Det kan egentlig ikke have været særlig pænt. Ps. de sidder nu og det går – men det kan godt være jeg ikke kan løbe DHL i aften, fordi der ikke kommer noget blod til mine ben!
  • At jeg har været SÅ slimey for 6 måneder. Stakkels ellers så dejlige fyldige røv.

 

Middelklasse? Jeg skal give dig middelklasse!

MFor altid!

Der bliver talt temmelig meget om, at tatoveringer er blevet middelklasse, nu om dage. At alle farvepaletterne kommer til at ligne hinanden, i et desperat forsøg på at skille sig ud. Sjovt nok er det oftest dem UDEN tatoveringer, der kommer med den slags udmeldinger. Gerne med et løftet øjenbryn og et ansigtsudtryk der skriger ’hvad sagde jeg’. Forstår i?

Jeg bliver altså en lille smule træt og mit blæk begynder at klø, når ’de rene’ begynder at spille bedrevidende. For det første: ALT bliver mainstream på et eller andet tidspunkt. Vi kopierer jo hele tiden moden, bygger lidt mere på og omfortolker så det samme igen. For det andet: jeg har ikke fået tatoveringer for at være speciel. Mine tatoveringer fortæller en historie og er med til at manifestere nogle ting overfor mig selv. Som min ’ham’ tatovering jeg fik med Robert efter 14 (!!) dage. Det var med til at virkeliggøre en stor ting i mit liv – på en drastisk måde måske, men det blev det kun dét mere intenst af.

Jeg bliver aldrig fyldt med farve, med en bekymring om, at jeg måske kommer til at fortryde. Sådan har jeg aldrig haft det, med det jeg har fået lavet. For mig bliver tatoveringen en del af mig og min historie, lige så snart den sidder der og selv den jeg fik lavet som 18årig (min første), fortryder jeg ikke. Motivet er prollet, den er ikke super pæn lavet og jeg havde helt klart valgt anderledes i dag. Men jeg fortryder den ikke.

M2En af mine yndlings!

For mig er det lidt ligesom at få et fix, når jeg bliver streget. Jeg bruger tid på at finde motivet, endnu længere tid på hvor den skal placeres, jeg går og glæder mig, når jeg har booket tiden og når jeg har fået den lavet, bruger jeg flere timer på at glo på den hele tiden.

Jeg synes tatoveringer kan være virkelig flotte, sindssygt lækre og meget unikke. Det kan for mig, være med til at skabe vildt meget karakter i et andet menneske, når der er tværet uforgængelig tusch ud over kroppen. Det kan selvfølgelig også have den modsatte effekt, hvor jeg finder det enormt bøvet og tenderende nåller. Det handler selvfølgelig meget om motiv og hvem de sidder på, men det er vel ikke meget anderledes end frisurer, briller, kluns and what not.

Som med så meget andet, synes jeg jo at mennesket må klæde sig og udtrykke sig som de har lyst til. Det gælder også når det kommer til tatoveringer, men ligesom jeg ikke bruger særlig meget tid på at udtale mig om catwalken i Paris, fordi jeg ikke har pisse meget forstand på haute coutture, skal folk med jomfru-skind holde sig for gode, til at bedømme hvornår tatoveringer ligestilles med en jævn middelklasse. Ikke fordi der er noget galt med middelklassen, jeg gider bare ikke puttes i den boks, fordi jeg har valgt at fylde min hud med blæk.

M3Lille Ninka

Ja! Jeg bliver lidt fornærmet. There, I said it.

We will always have PARIS

Paris venter på os. Lige om lidt sætter min mand og jeg os i en eftermiddagsflyver og lader os fragte til smørhornets hjemby.

Jeg har altid godt kunnet lide Paris. Der ér bare en intensivitet, man ikke finder mange andre steder. Måske er det hele boblen af kærlighedsmystik, byen er fedtet ind i, som gør at man lidt forsvinder når man er der. Jeg ved det ikke og det er egentlig også lige meget – for det virker.

Denne gang bliver med krymmel på toppen. Yndlings Sarah og hendes franske kæreste, Alex, vil være der samtidig med os. Plus en af vores fælles veninder. Egentlig blev turen planlagt, da Alex var på besøg i København i det tidlige forår, hvor vi blev enige om, at han måtte være vært ved en sammenkomst til sommer. Som sagt, så planlagt.

Rob og jeg har lejet en super hyggelig lejlighed af en pige Sarah kender, som bor i Paris. Dagene skal bruges på… ingenting. Jeg har bare lyst til at dabbe rundt og være in love i Paris. Hooke op med de andre, drikke vin om formiddagen, drikke vin om eftermiddagen, spise middag om aftenen og sludre med gode venner.

IH! Jeg glæder mig.

Ej okay. Her er nogle af de ting jeg gerne vil.

paris7Måske vi lejer en scooter, som sidst da vi var i Berlin. Det var altså et mega hit

paris2

Jeg vil SÅ gerne ned og se Versailles. Jeg har aldrig været der, men tanken alene kan få det til at gro tylskørt på mig

paris4

Broccoli på standby. Croissant in action!

paris3

Masser af kaffepauser. Det er et must!

paris6

Ja ja. Jeg har set det. Men aldrig med Robert – det vil jeg gerne

paris5

Masser af det her – det er et must. Vigtigere must!

paris8

AM-EN!

paris9

Og dem her. BUNKEVIS af kys!

En weekend fuld af kager

man2De små basselår i action

Puh. What a weekend. Jeg synes ikke det er mere end en halv time siden, jeg driblede ud af døren på work, med den der boblende fornemmelse af frihed i maven. Men det er ligesom ovre nu.

man3Kagen der blev til 3 bastante chokoladelagkagebunde

Det har været en pakket weekend. Da den ældste jo havde fødselsdag i går, blev hele lørdag brugt på forberedelser og dimsen. Robert og jeg startede med morgentræning, efterfulgt af storindkøb (nu med vogn) for at være sikker på sukker-OD og overspisning til alle mand. Vi havde beordret de små på Byggeren (uden indsigelser) og mens jeg bagte kager til det halve af Texas, hang Robert vores smukke lysekrone op inde i soveværelset. Prøv lige og fat hvor fedt det er, at have diamantlys i sit sovekammer!

man4Se, så fint

man5Synd at man slet ikke kan fange det smukke, glimtende lys. Men jeg lover jer for det er fint, især når man har sådan en dimmer, der kan styre lystyrken

Det smarte ved at få gæster er, at man får naglileret hele hytten i bund. Derfor gør det egentlig heller ikke noget, at hele lørdag blev brugt på at være husmoder-Henriette, da vores hybel trængte til en overhaling.

manDen ene kage, uden frakke på

Søndag var det tidligt op, i håbet om at have en chance for at være før ude end den store. Det lykkes – nu med æg, boller, snegle, gaver, juice, flag og alt det andet der hører til et fødselsdagsbord. Derfra gik det hele slag i slag resten af dagen. Jeg fik ordnet de sidste detaljer og pludselig var huset fuld af fødselsdagsgæster. Det var en hyggelig eftermiddag og jeg tror den store på nu 11, havde en rigtig god dag.

man6Et begyndende morgenbord

I går aftes var Rob og jeg rimelig toast. De små bragede rundt nede i gården, så vi lå i stedet på sofaen og spiste kagerester, mens vi så film.

man8Et begyndende eftermiddagsbord

I dag er jeg sat ret meget tilbage. Jeg er træt! Heldigvis er ugen forholdsvis overskuelig. I dag på byder work og træning, samt sørge for dinner til de andre, når de kommer halvsent hjem fra diverse aktiviteter. I morgen er ligeledes work og træning og så må jeg hellere få vasket det jeg skal have med til Paris på torsdag. Onsdag er jeg nemlig på banen fra 06-23, med træning, work og DHL. Torsdag har jeg lige et par møder om formiddagen, inden jeg flyver ned til 4 dage med kvalmende kærlighed, sammen med min mand.

man7man9Den her kage var aaaalt for vild!

TORSDAG.KOM.NU!

man10Også den her – faktisk! Men chokoen vinder

En hyldest til livet og dem der gav mig det!

IMG_6314Den kommer sleeet ikke til sin ret her. Meget mere fin og detaljeret end en iphone kan fange. Ps. GITTE fra LeFix, kan jeg sige det nok?

Nå. Jeg skrev den anden dag, at jeg skulle noget fredag eftermiddag som jeg ikke kunne afsløre. Det kan jeg nu, for fredag eftermiddag er gået og jeg er nu en tatovering rigere. Ja, endnu en!

For den trofaste læser er det næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til mine forældre er – intakt. Stærkt. Og særdeles værdifuldt for mig. Jeg har altid betragtet dem som mine venner og klipper. Altså, uden at vi deler slibrige detaljer om… slibrige detaljer! Men de er en vigtig del i mit liv og nu også en vigtig del af min krop.

Jeg ville gerne have lavet noget, der symboliserer ‘Far og Mor’ og som i øvrigt kommer til at følge mig for evigt. Min far er en ivrig jæger og en stor del af hans ‘jeg’, afspejles i hans passion for jagt. Hans arbejdsværelse er efterhånden indsnævret til en lille plet midt på gulvet, fordi alle vægge er plastret til med trofæer. Moren derimod har en ting for fugle. Særligt små gråspurve er hendes svaghed og derfor har hun også fået kaldenavnet ‘spurven’. Så derfor. Gevir med lille spurv – simpelt.

Jeg er død glad for den. Den sidder helt perfekt, er (som altid) spitze lavet og værdien af den er selvsagt uvurderlig.

IMG_6294De her to var også i spil, som mulige tuscher. Skrevet af min far og mor. De ryger i gemmeren til et senere tidspunkt. Måske

Der skete i øvrigt noget i går, som kun gjorde det endnu mere rigtigt for  mig, at få den streget ind i mit flæsk. Jeg har en kollega der flere gange i løbet af det her år, har været ind og ud af hospitalet, uden at de har kunnet finde ud af hvad han fejlede. I går fik vi så meldingen: leukæmi, med øjeblikkelig behandling. Det gav mig en mavepuster af dimensioner.

Livet er så satans skrøbeligt. På et split-nanosekund kan ALT ændre sig og få tiden til at stå stille. Jeg blev mindet om at LEVE. At elske. At værdsætte det jeg har og dem omkring mig. Det synes jeg egentlig også jeg gør, men en melding som den i går, tvinger mig til at huske ekstra meget på det. Derfor gik det hele også lidt op i en højere enhed, da Gitte satte nålen i mig.

For nogle kan det måske virke tåbeligt, at jeg bruger uforgængelig blæk til at manifestere et – ja hvad kalder mand det? minde, relation, tilhørsforhold, udtryk for kærlighed? Men det bliver det ikke mindre rigtigt af for mig. Det giver mig en form for ro i min sjæl og i mit hjerte, at dem der har været med til at forme mig til den jeg er, nu er foreviget på det skind de skabte.

IMG_6309Godt klaret Ninna sjus i vinduet da jeg kom hjem. SHIAT det gjorde nalle på albueknoglen

Der sker mange store og følelsesladede ting omkring mig for tiden og jeg kan næsten ikke rumme det. Mit grådlabile gen ser ikke ud til at mindskes og jeg arbejder mest på at lære og styre det. F.eks. var det en kamp ikke at bryde sammen i tårer i kantinen i går, da vi fik meldingen om min kollega.

LEV.ELSK. ELSK og LEV!

Kh. Sentimentale Suzette.

Har du hørt fra din mands X i dag?

x3… Og sådan startede det hele..

Nå venner. Det er ved at være noget tid siden det har handlet om børn og bonus udfordringer. Det kommer det til nu, for jeg har nemlig fået en mail fra en læser, jeg finder ret relevant at skrive et indlæg om. Det er et emne jeg har været inde på før, men som jo hele tiden drejer, udvikler og ændrer sig. Det handler om det kommunikationsflow, der er i mellem et forældrepar der er skilt og de parter der står udenfor. Oversat: hvordan har jeg det med, at Robert bliver nødt til at kommunikere med den kvinde, han tidligere var i forhold med?

Tja. For at være 100% ærlig? Jeg synes da ikke det er fedt. Det er da egentlig top latterligt. Fortid burde være fortid. ’Jeg elsker dig ikke mere, farvel’. Min voksen-rationelle hjerne er dog mere large end min impulsive ego-hjerne. I starten da Rob og jeg blev kærester, var hans og ex’s kommunikationsmønster meget anderledes end det er nu. Læs, der blev kommunikeret væsentlig mere, end i dag. Da jeg kom ind i billedet havde de begge været uden kæreste i nogle år og de havde fundet egne rutiner omkring det at være deleforældre. Der var heller ikke en partner, som den ene eller den anden skulle tage hensyn til. Altså, indtil jeg gjorde min entré.

Jeg kan godt huske at jeg efter ca. 6 mdr. begyndte at irritere mig lidt over, at der blev ringet om ting som jeg synes var temmelig overflødige/indlysende, men jeg bed det i mig, for jeg ville ikke lave rod i et veletableret skilsmissebørns forhold. Samtidig gik det jo også der op for mig, at jeg ikke kunne få Robert 100% for mig selv og den sveg da lidt. Jeg tror generelt, at mange kvinder har meget mere brug for kommunikation, struktur, føling og kontrol, end mænd har. Derfor var det også mere den ene, end den anden vej der blev ringet. Jeg har aldrig været jaloux eller sur på Robert over det, for han har jo været hos mig. Han er min nu – for at sige det helt koldt!

Vi har en regel der hedder, at når man afleverer børn går man lige med op/ind, for at sige hej og overlevere på en ordentlig måde. Min kommunikation med Robert’s ex, er begrænset til dét. Nå ja, og så når der er fødselsdage for børnene, som vi holder sammen. Vi kan også godt sende hinanden en SMS, omkring fødselsdagsgaver, skostørrelser, kageopskrift osv. Derudover er det Robert der sammen med sin ex. enten via samtaler eller SMS, sørger for at rykke aftaler, bytte weekender, oplyser om fødselsdagsinvitationer osv. Han videregiver så info til mig, hvis der er noget jeg skal vide.

x2

Nogle dage kan jeg godt være irriteret, når hun ringer om et eller andet der for mig er ligegyldigt. Som sagtens kunne have ventet til afleveringsdag, eller som er irrelevant i min verden. Det siger jeg glædeligt til Robert, uden at skamme mig eller træde mig selv over tæerne. Jeg skal bare af med galde og han tager imod det med et smil, trækker på skuldrene, kysser mig og siger ’det kan jeg godt forstå, skat’. Robert er god til at vende det døve øre til, når der bliver spyet med sure opstød. Han tager det ikke personligt, eller vrisser af mig. Egentlig tror jeg hans tanker er en blanding af ’jeg ville sgu også blive en smule træt af ex’en, havde det været mig’ og så ’kvinder’! For det ér lidt sådan det er. Selvom jeg ikke på nogen måde er truet af hans ex, er jaloux eller udfordret, kommunikerer han ind i mellem med en kvinde, han engang levede sammen med – og det groer bare kløer nogle gange. Bitches be bitches.

Faktisk synes jeg de har fundet en pisse god måde at arbejde sammen på. De holder de små ude af praktisk planlægning, mens de endnu er så små, at de ikke kan administere det. På den måde lider de mindst muligt under det at være skilsmissebørn og slipper for at være talerør mellem far og mor. Det kan jeg da kun tage hatten af for.

Min psykolog har dog foreslået mig til, at vi i fremtiden skal lave en form for ’skole-hjem’ samtaler mellem Rob og mig + ex og hendes kæreste. Hun mener det er godt, at der på nogle områder i børnenes liv er 98,9% fælles regler i begge lejre. Jeg er enig. Meget, meget enig.

Det bliver næste udfordring – og en af de større.

Slutteligt vil jeg lige sige, at hvis man som kæreste/bonus-heks/menneske synes at forældrene har lige lovlig meget unødvendig kontakt, må man altså godt vise tænder. Jeg har før måtte sige til Robert, at jeg synes hans ex har trådt over min grænse ift. hvad der blev delt, dem i mellem og det har han fået lukket ned for. Selvfølgelig er det børnene der er i højsædet, dem der skal tages vare på og kommunikeres om, men det skal ikke blive en vedvarende torn i øjet på bonusparten, når ex’en ringer. Der synes jeg faktisk det er den biologiske forældres pligt, at finde en mellemvej som fungerer for primært denne og dennes partner. Translated: Det er Roberts opgave at sørge for, at jeg er så tilpas som overhovedet muligt, samtidig med at han selv slapper af i det.

xSådan der vil det altid være. Der vil altid være en X!

Foldede hænder til himlen over at jeg har fundet en mand, der er stærk nok til at navigere/balancere mellem moren til hans børn og hans WIFE!

Vigtig viden, ligegyldig info

the_little_book_of_witchcraft_sign_witch_witchcraft_spells_charms_68c61a23

– Altså, det er jo fedt det er sommer og 30 grader, endelig – men selvom det er varmt og man føler sig som et bål i en hedebølge, er der så ikke nogen der vil forklare mænd, at de skal beholde deres t-shirt/undertrøje på, når de jasker rundt inde i byen. Kæft hvor ser det dum bøvet ud, at rende rundt og flashe packs, uanset om det er 6 eller 12, inde på strøget!

– Det der med at være svært grådlabil har taget overhånd. Sidst skete det, da jeg sad i bussen og min playliste valgte et eller andet, der åbenbart var lidt var sart for mine små ører – og øjne! Lige midt i 6A! Bitch please!

– De der billeder fra Østrig – shit!

– Jeg tænker, at jeg gerne vil have en tusch mere. Det er som om, jeg tænker det ret tit?

– Der er kun små to måneder til jeg starter i skole. Det er et festfyrværkeri værdigt. (Også en lille smule angstprovokerende)

– Robert og jeg har stadig ikke rigtig fået planlagt vores LA tur. Jeg ved bare at jeg vil sove på et rigtigt motel, køre rundt i Beverly Hills, se Hollywood skiltet og spise burger på In-N-Out, i hvert fald…. 4 gange!

hollywood-sign-ftr

– Tanken om at det er efterår/vinter lige om lidt, giver mig lidt lyst til at skrige som en kat i slagsmål (seriøst, har i nogensinde hørt det?) og montere et solarie rundt om min krop. Jeg H.A.D.E.R kulde!

– Om lidt har jeg været gift i 2 år. Jeg er gift??!

– Tror I egentlig at rigtig rige mennesker, har virkelig nederen dage? Jeg mener, hvis man kan eliminere at cykle i regnvejr, stå op kl. 7.15, handle ind kl. 17.30 med alle de andre søkøer, støvsuge (!!), ligge tøj sammen og stå i kø på posthuset, så har man altså ret gode odds?

– Efter Roberts og mit lille thaieventyr for noget tid siden, har jeg drømt om den der røde karry. Også kl. 9.30 om morgenen?

vigtig

– Jeg mangler ny musik på min playliste. Det er ved at blive pinligt for mine egne ører, at straffe dem med de samme 6 numre.

– Hvorfor er det egentlig, at man er meget mere sulten når man er på arbejde, end når man har fri? I min ferie kunne jeg gå til kl. 12 uden at mærke sult, nu er mad det første jeg tænker på, når jeg slår øjnene op. (Okay, det lød ret sørgeligt!)

– Jeg bliver svært angst, kogt op med sinds-vred, når jeg læser om folk, der har bøvlet med død ankel flere ÅR efter en forstuvning/ledbånds flænsning. Jeg mener – come on a little?

– På ferien flækkede ‘nogen’ skærmen på min telefon. For første gang ever, er jeg komplet ligeglad, hvorfor den stadig er flækket. Der sker åbenbart ting og sager, når man bliver 30!?

– Ordet ‘MUMS’? Virkelig? Bruger vi det?

– Jeg er kommet til at sige ja til at løbe DHL på onsdag! Pisk med nælder for den beslutning! Det der med at løbe i osen fra andres grill-helvede – det er som at indånde 30 døde svins sjæl på én gang.

– Ps. Jeg er blevet virkelig dygtig til at drikke vand! Wuhuw!

– Hej

Older posts