De 3 andre – og mig

The little ones

På sådan en ferie er man noget mere intenst sammen, end man ellers er i en leverpostejs hverdag. For mig betyder det, at rollerne omkring bonus konstellationen for alvor træder i kraft.

Som biologisk forælder forestiller jeg mig, at man helt naturligt har et kæmpe behov for at tilbringe tid sammen med sine børn. Det er ens eget kød og blod og man har lyst til at suge alt liv fra de små væsner til sig. Som bonusforælder er man lidt anderledes stillet. Børnene er ikke mine egne og selvom jeg har giftet mig til dem, følger en naturlig relation ikke bare uden videre med.

Jeg har glædet mig til den her ferie med de små, netop fordi vi kan være noget mere sammen og få et mere naturligt flow ind i vores tilgang til hinanden. Men jeg kan godt mærke forskellen på Roberts og min tilgang til børnene.

Postkort fra ferieland

Som alle andre normale børn glæder øglerne sig selvfølgelig til at komme hjem fra bjerget og gakke rundt i poolen, indtil de bliver hevet op. Præcis som jeg selv havde det som barn. De vil naturligvis også rigtig gerne have deres far og mig med ned og plaske rundt, men – og nu siger jeg noget jeg aldrig havde forestillet mig skulle ske, da jeg selv var et PSYKO badedyr som lille; jeg gider ikke. Måske gider jeg godt lige hoppe i vandet og agere svømmedyr i en 10 minutters tid, men min bog, en solseng og en kop kaffe trækker mere i mig.

Det betyder at jeg ind imellem melder mig lidt ud af fællesskabet, går op på kammeret, læser og napper en lur. Robert derimod plasker gerne rundt og leger menneskelig vippe i længere tid. Selvom han måske også hellere ville flippe sider i sin bog, tager han sig tiden sammen med sine børn. Netop fordi de er hans eget dna og han har et helt andet behov for at være sammen med dem, end jeg har.

‘De 3 andre’

Heldigvis er Robert så indsigtsfuld, så han forstår og respekterer, at jeg til tider trækker mig tilbage og har en time eller to for mig selv. Jeg kan godt få dårlig samvittighed over det, fordi jeg føler jeg burde være lige så meget på som Rob. Omvendt tænker jeg, at det kan vendes til noget positivt, fordi de små får lidt tid alene med deres far, som jeg har læst flere kloge hoveder sige, er vigtigt, når man befinder sig i en sammenbragt familie.

Jeg må jo så også bare erkende og acceptere, at de søger deres far noget mere, selv når vi allesammen er sammen, fordi han investerer mere tid i dem. Jeg kunne godt trodse mine egne behov, for at gøre det jeg gerne vil og dermed (måske) opnå samme ‘status’ som deres far. Men det ville blive kunstigt og forceret og dermed et scenarie jeg ikke ønsker. Tingene må komme som de kommer, i et tempo som alle kan følge med i. Også selvom det betyder at jeg sommetider føler mig lidt udenfor.

Endnu engang må jeg jo bare konstatere, at en bonusfamilie skal bruge mange, mange år, på at opnå helt naturlige tilstande. Vi er 3 år inde – godt på vej.