Jeg har forstuvet røven - tak svage (stiletfattige) ankel

Noget om ikke at være skilsmissebarn

IMG_5446Jeg håber de små vil se tilbage på vores sommerhusture med lykke i hovedet

I weekenden spurgte den mindste mig, om jeg nogensinde havde været på Bornholm. Jeg svarede at det havde jeg, men at min hjerne vist ikke var udviklet til at holde på minder, på det tidspunkt. Jeg har tit hørt, især den mindste, omtale Bornholm med særdeles stor glæde – og længsel. Jeg ved godt hvorfor det er Bornholm og ikke vandrutsjebanerne fra ferien i Tyrkiet, der fylder det meste i den bettes, lille hoved. Den sidste ferie hans far og mor stadig var sammen, gik til Bornholm. Altså det sidste lykkelige minde om hans ‘rigtige’ familie.

Jeg har stenet lidt over det, siden han igen bragte det på banen. Se, nu er jeg jo ikke selv skilsmissebarn. Faktisk er jeg opvokset i det man kalder en vaskeægte kernefamilie. Far og mor der har været sammen siden ganske unge, med fredeligt, venskabeligt forhold til  storesøster, i gult murstenshus, på parcelhus allé i Plesentville. Ingen af mine venners forældre var skilt og det er derfor ikke en problematik, jeg har haft inde på livet før jeg blev voksen.

Det kan være svært for mig at sætte mig ind i, hvordan det må være at skulle undvære sin ene forælder hver anden uge, have 2 hjem, tilpasse sig til konstante forandringer og i sit stille sind, drømme om lykkelig familiereunion, fordi det ligger så langt fra den verden jeg selv er vokset op i.

328513…. den kan vel twistes?

Min forståelse for at den lille purk, et eller andet sted ønsker sin kernefamilie sammen for altid, er stor. Hvordan kan den være andet, når de eneste minder jeg har fra min egen barndom er lykkelige og ubesværede. Men ved i hvad? Det giver mig næsten en endnu bedre chance for at give de små det bedste af to verdener. Jeg har jo ingen anelse om hvordan et deleliv kunne have været, men når jeg hører Robert (som selv er skilsmissebarn) fortælle erindringer fra et deleliv, tænker jeg tit at det altså også har sine fordele.

Vi har de bedste forudsætninger for, at vores små får den lykkeligste delebarns opvækst de kan få. Der er ingen forældre der skændtes, ingen voksne der ikke kan tale med hinanden, der er fleksibilitet og fremfor alt er børnene det vigtigste punkt på dagsordenen. Jeg er ikke blind for, at børn ønsker kernefamilie løsningen, især når de har oplevet og kan huske den, men når mor og far i kernefamilien går i opløsning håber jeg, at man kan finde en løsning hvor de små vil tænke tilbage på en barndom, der var gav mere gevinst end tab ved at være delebarn.

Det skal være min fornemmeste opgave.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har forstuvet røven - tak svage (stiletfattige) ankel