Torso uden talje – på krykker

Pludselig savner jeg at have en hæl (?!) det der ligner lidt en torso uden talje jo..

Godmorgen derude. Her går det ikke et hak bedre. Anklen/foden er faktisk hævet endnu mere op end i går og uden de krykker som Robert har hentet, er jeg et let købt offer.

Derfor har jeg nu ringet til min læge, så de kan vurdere om jeg skal til photoshoot med den lille fod. Det er på ingen måde med min gode vilje. Både fordi jeg ikke lige kan overskue at vente på Riget i 17 timer, hvis den skal fotograferes og fordi jeg slet ikke magter, hvis den skulle være brækket (it’s not!!!), men det er nok bare smartest at få aflivet alle mine værste mareridt.

Det der med at være så hjælpeløs som jeg er lige nu, er lidt det samme som at være virkelig sulten og ikke have noget mad i huset – himmelråbende, vredesudbruds, psykopatisk, nedturs agtigt. Bare det at lave en kop kaffe som man skal have med ind i stuen, er et projekt af samme kaliber som at skrive eksamensopgave – the final.

De røde frelsere – kunne man jo kalde dem?

NÅ! Heldigvis har jeg en virkelig sød mand, der både henter puder, laver kaffe, handler ind, serverer aftensmad, rydder op, kysser mig i panden og (heldigvis) griner lidt af mig, alt sammen med et smil på læben. Dét i sig selv, er jo værd at se igennem fedhævet ankel over.

To be continued….