Skvætpisseri og praktisk fornuft

I wanna go…

Nogle gange får jeg lidt lyst til at lave en Alice i Eventyrland – tage det store spring ned i kaninhullet og aldrig komme op igen. Ned til gak og gøgl, kager så store som huse, katte i mutantstørrelse med striktrøje, talende skakbrikker og en virkelighed der er lige så langt væk, som Neptun er det fra Jorden.

Jeg skulle lige ind og tjekke noget i min e-boks og kom til at sidde og nærstudere mine lønsedler (noget jeg gør meget sjældent. Ja. Dumt). Jeg kom til at stene over det med pension og hvor lang tid jeg faktisk skal arbejde endnu (!!!). Det kommer som sådan ikke bag på mig, at der skal laves nogle knaster nu, hvis jeg vil fortsætte min rejsende/skoberigende/restaurantbesøgende livsstil, som jeg fører mig nu, med stor fornøjelse.

Se hunden…

Jeg arbejder et sted, hvor vi en gang om året har møde med vores faste pensionsrådgiver, hvor alt bliver vendt og drejet og strukket og bøjet. Det hele er således regnet ud og ordnet (kæft hvor kedeligt), tilbage er bare at stå op og gå på job – hver dag. Til jeg er 65. Argh. Aaaargh!

På et eller andet tidspunkt kommer jeg til at lave noget andet. Det ved jeg. Men jeg kan godt blive en smule angst og kaninhul-hoppelysten, når jeg tænker på, at vi skal knokle nu her i vores ungdom, for at berige vores alderdom. Det er jo nu jeg vil være fri, bruge al min tid med min mand og mine venner. Mens vi alle er raske, intakte, kan synke i én mundfuld og tage på tur uden og tænke på skvætpisseri og tilkalkede ankler. Og hvad nu hvis jeg dør som 50årig? Nå ja. Så kan Robert nå at score (endnu) en ung skinke, som kan blive beriget med guld og ædelstene (God I hope he will).

WORD!

Det hele bliver så praktisk nogle gange! Nogle gange synes jeg det giver vildt meget mening – andre gange synes jeg det er noget kedelig kævl!