Pil i min hjerne

I forbindelse med min uddannelse skal jeg gå til noget selvterapi. Faktisk er det et must for at bestå uddannelsen. Jeg har aldrig været bange for terapi/psykologer/behandlere og havde jeg uanede mængder af dollars, satte jeg mig frivilligt i stolen en gang om ugen.

Jeg har før gået til psykolog, da jeg simpelthen havde brug for noget professionel hjælp, samt få nogle redskaber til at håndtere en masse gak jeg var igennem. Det var det fedeste i verden og det bedste jeg kunne gøre for mig selv på det tidspunkt.

Nu fandt jeg også en psykolog jeg klikkede vildt godt med og som kunne se lige igennem mig, huske hvad jeg sagde og som udfordrede mig på de helt rigtige tidspunkter. Og så var jeg tryg ved hende. Det er ret essentielt at man fungerer med sin terapeut. Jeg kender flere der har været igennem X antal terapeuter, uden at finde en person de følte sig trygge og sikre hos.

Anyways. Jeg tænker at bruge det her terapiforløb konstruktivt. Derfor har jeg researchet lidt og fundet nogle psykologer, der har specialiseret sig i bonusfamilien og specifikt rettet fokus på stedforældrene. Det kunne jo være overdrevet fedt, at få nogle redskaber til at håndtere min rolle, de små og familien som helhed.

Nu skal jeg bare finde en der fatter mig og som jeg ikke har lyst til at bagbinde til stolen efter 5 minutter.

Jeg vil godt kunne få det sådan der, hvis jeg fik den forkerte terapeut