Hvordan tænker superlim?

Apropos at balancere – de der crosstrianers? Er det fedt?

Jeg tænker tit over det der med at  kommunikere med sin partner, omkring det at have bonusbørn. Hvor åben og ærlig må man være, omkring små mennesker der ikke er ens eget kød og blod, men som man lever med, fordi der er DNA forbundet mellem dem og ens kærlighedsmenneske?

Én ting er jo at indgå i et forhold, velvidende at der er børn involveret. En anden ting er, pludselig at leve i det og skubbe sine egne behov til side, for at skabe plads og rum til, først og fremmest – børnene. Lad os være ærlige: selvom der skal være plads til alle, også bonusmor og bonusfar, så er det børnene der kommer først, IKKE den voksne. Som bingoforælder kan det nogle gange være en kæmpe prøvelse, og måske kan det være svært for partneren (den biologiske forælder) at forstå, at man ikke bare holder ubetinget af- og synes de små er vidunderlige.

Det er vel næppe nogen overraskelse eller hemmelighed, at jeg er gift med en mand der er temmelig åben for dialog, omkring bonusfamiliens udfordringer. Jeg får egentlig altid afløb for de frustrationer jeg måtte have inde i mig og selvom han ikke altid er enig med mig, så lytter han og forsøger at absorbere alt mit vrøvl.

The superglue aka. Mr.Robert

Men hvordan tænker de om os? Hvordan tænker den forælder der står og skal være superlimen på hele konstellationen? Nogle gange må det være ret svært for dem at være 100% ærlige, fordi der er så meget på spil. De skal jo både holde deres parter, børnene og de to i mellem, glade og tilfredse. Tålmodigheds/balance/SHIT test?!

Jeg overvejer at få Robert til at skrive et indlæg omkring det at være gift med en bonusmor. Kunne det være noget?