‘Jeg ville ønske min mor og far stadig var sammen’, sagde barnet til bonusmor

Vores ene væg i køkkenet er dedikeret til billeder, gak og gøgl. De blå billede øverst, har K lavet til Rob og mig

Yes, det hørte jeg den mindste sige ude fra køkkenet, over en opvask i går aftes.

Det er fedt det der med, at ungerne nu er så store, at man rent faktisk kan have samtaler med dem, der kan være lige så interessante, som når nogen fortæller at de har en affære (okay, næste da). Pointen er, at det er virkelig interessant, at de små nu beretter om issues der rent faktisk fylder så meget i deres små hoveder, at de har lyst til at berette det til deres far og mig.

Det går selvfølgelig meget på drenge fra den stores side, men også den lille begynder at træne sin kærlighedsmuskel (læs, det der med piger er måske slet ikke så dumt endda). De spørger, vi spørger, vi svarer, de svarer. Samtalen drejede sig på et tidspunkt ind på emnet ‘first love’ og jeg fortalte om Janus, storspejderen fra Sønderborg, som var min første rigtige kæreste og kærlighed. De spurgte hvornår Robert blev kærester med deres mor og om det var kærlighed ved første blik. Normalt ville man måske som bonusmor og nuværende wife, blive halvstram i masken og ønske emnet væltet, men jeg synes faktisk det er fint de spørger og jeg tager det som om de slapper af, i den relation vi 4 har imellem.

…. og se så lige hjertet der. Slebet i sten, også af den store, til MIG. Kun mig

Da rollingerne ikke kunne trække godnat- og oprydningssceancen længere, rykkede vi samtalen ud i køkkenet, hvor den mindste sagde ‘det er egentlig vildt at dine forældre stadig er sammen Ninna – det ville jeg ønske mine også var’. Jeg smilede og sagde ‘ja, det ér ret vildt. De har været sammen siden de var 17 og 19, så jeg forstår godt at det er det man allerhelst ønsker’. Prompte sagde den store ‘ja, men hvis far og mor ikke var blevet skilt – så var du her ikke’. Jeg spurgte hende om hun stadig ønskede far og mor sammen og hun sagde ‘det gjorde jeg. Jeg håbede. Men da far fortalte at han var blevet kærester med dig, vidste jeg godt det ikke ville ske, og nu er jeg glad for den måde det er på’.

Ved i hvad? Alt det der jeg lige har skrevet gør mig glad. Glad fordi de små er trygge nok ved mig, til at sige lige ud, at de har – eller havde, en drøm om at deres forældre var sammen. Glad fordi de er tilpasse i konstellationen som den er nu og glad fordi vi har nogle unger, der har lyst til at åbne deres små hjerter for Robert og mig og fortælle om de udfordringer og omstruktureringer de bokser med. Tillid – findes der et større komplement fra børn?

Det bliver pisse godt det her!