Bonusmor til kaffen

Kaffe – så tænker jeg med det samme på kage!

‘Wow, det må være svært’. Sådan var der en der sagde i fredags, da jeg fortalte at jeg var bonusmor til 2. Dette vel og mærket efter jeg lige havde fået historien om, hvor fantastisk det er, at være nybagt forælder. Noget i mig fik lyst til at slå vedkommende lige i munden og sige ’ja, du sku’ fandme bare vide’ og noget andet i mig havde lyst til at sige ’næ, det er faktisk ikke så slemt’. Det er nok sådan jeg har det – blandet, præcis ligesom ’ægte’ forældre må have det ind i mellem.

En ting er relationen til børnene og alle de udfordringer der følger med der. Det er ligesom noget man kan tage at føle på, fordi det handler om dem og mig i direkte sammenspil. Noget andet, er alt det der læner sig op af. Familie, eksen, børnenes venner og forældre osv. Jeg finder stadig mig selv vaklende, selvom vi er 2½ år inde i processen (som heller ikke er lang tid, I know).

Som bonusmor er man bare ’udsat’ på en anden måde. Jeg kan godt have følelsen af, at blive drejet og vejet en ekstra gang, når vi er steder hvor vi alle er samlet som familie. Lidt som om jeg skal bevise, at jeg ikke er den onde stedmor fra Askepot. ’Er du ikke lidt paranoid’? Jo måske, men det ændrer ikke på det faktum, at det er sådan jeg har det og noget sandhed må der unægtelig være i det. Det er et godt samtaleemne til kaffen, hvordan bonusmor og bonusbørn fungerer sammen – det ville jeg selv synes!

Min egen mor og det ældste barn

Jeg kan stadig have rigtig svært ved at definere min egen rolle, når vi er sammen med familie og venner, hvor alle har børn. Jeg kan hurtigt komme til at føle mig ’set ned på’, ikke en del af klubben, hende den ’uerfarne’, ’ja ja, vent du bare’ blikkene osv. Selvom jeg er et overvejende selvsikkert menneske, der har tendens til at gro teflon når nogen dømmer mig, kan jeg få stik af at føle mig udenfor og til tider i direkte konkurrence med Roberts eks der, i kraft af rollen som børnenes mor, ikke blev ’målt’ på samme måde som jeg – den nye. Dertil kan man også smide det és, at alle andre har en holdning til et brud og ikke alle serverer kage og trutter horn, når den ene part rykker videre før den anden. Hvad enten det er sådan det rent faktisk forholder sig, eller om det er noget i mit hoved, kommer det ikke til at ændre sig, før jeg har min egen abeunge – det er jeg ret sikker på.

Egentlig rager det mig langsomt, hvad andre tænker om mig og min måde at håndtere bonusrollen. Så længe folk opfører sig ordentligt, må de sådan set sladre, tænke og mene det de vil. Det vigtigste, det aller- aller vigtigste er, at Robert K, G og mig har det godt og er glade sammen og det er vi. Selvom det selvfølgelig kan være svært – præcis ligesom i alle andre familier.

XOXO