Gyserdyret

Selvlysende virkelighed og hekse-gak-sprog

Rob & kids‘The others….’

Efter vi har sagt farvel og tak for denne gang til de små, efter 7 intense dage sammen, har mit hoved været lidt på overarbejde. Selvom vi har været en ’familie’ i 2½ år efterhånden, er det bare stadig en kæmpe mundfuld og det kan stadig være svært at finde sin plads. I hvert fald for mig.

Jeg elsker Robert, han er min mand og jeg har selv valgt ham. Jeg valgte ikke hans børn, men jeg ’tog dem med’ fordi de var en del af Robert. Og her kommer det paradoksale så – for Robert valgte sine børn, dengang han valgte at få dem. Det lyder knudret, det ved jeg godt, men det er det også oppe i mit hoved og jeg har svært ved at skære tingene ud i kvadratiske, mundrette bidder der giver mening.

Fox…. and me….

Det der er udfordringen og som også er kernen i alt det kludder her er, at jeg stadig kan have rigtig svært ved at ’høre til’. Selvom Robert elsker mig, lige så meget som han elsker sine børn og selvom børnene holder rigtig meget af mig og jeg af dem, er vi bare ikke bundet sammen af blod og det kan JEG i hvert fald mærke engang i mellem. Nogle gange når de andre 3 laver noget, hvor jeg ligesom kan betragte dem udefra, kan jeg blive enormt ensom og føle mig udenfor. Det er ikke noget de andre har aktier i overhovedet, det er noget der sker inde i mig.

Ligegyldig hvor meget jeg er med til at præge de to små, opdrage på dem og være sammen med dem, vil de altid være i en form for 3-kløver med deres far, når de er på vores matrikel. Det hverken kan, eller skal være anderledes for man kan ikke battle DNA. Jeg må bare erkende, at proces ’bonusfamilie’ bliver livslang. Det har jeg egentlig godt vist fra starten. Nogle gange bliver jeg bare ramt af en selvlysende virkelighed og nye overvældende følelser, og så skal jeg lige trække vejret ekstra dybt et par gange.

Ninna grisAlle de andre – og så mig. Selvfølgelig den lille fede gris

Heldigvis er min søde mand lydhør overfor alt mit ævl og det hjælper at tale hekse-gak-sprog indtil jeg ikke har mere luft, uden at blive dømt til afbrænding eller blive angrebet som en idiot, der ikke kan lide hans børn. Vi er begge meget realistiske og åbne omkring alt hvad der sker i vores lille familie – også de ting der måske ikke er særlig fede at høre, for nogen af os.

Som jeg har sagt før; heldigvis, ellers tror jeg ikke jeg kunne være i det!

2 kommentarer

  • Pia

    .. Hvor er det dog befriende at høre at det ikke kun er mig der har det sådan… Jeg tumler med præcis de samme tanker, om 3kløveret – mand og børn, som man er en del af, men så alligevel ikke sådan rigtigt… Om grænserne for kærligheden, og om hvordan det føles når et barn siger “jeg elsker dig”, og man bare ikke helt er det sted hvor man elsker tilbage, men “kun” kan li’ …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bonusheksen

      … og hvor er det dog befriende at du Pia, giver dine ærlige følelser til kende. Det er så ømt et område og desværre et der hurtigt bliver misforstået, når man prøver at forklare hvordan man har det i sin kerne. Så tak, tak fordi du også slår et slag for os Bonushekse.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gyserdyret