Heksen hysser ud!!

Dét der gør mig glad dog. Mennesker, sol og Nørrebro!

WHAT.A.DAY!!!

Den startede ikke særligt sprudlende, da jeg kyssede mit halve legeme aka. Robert farvel til Barcelona i morges. Min betalte selvforkælelse i sigte, løftede dog heksehumøret en anelse. Solen i mit face da jeg cyklede mod byen og summen af ægte forår, fik mig faktisk næsten bragt tilbage i balance – men jeg skal da lige love for, at det blev ødelagt jo tættere jeg nærmede mig Mordor, ja altså Kbh K’Å!

Først blev jeg skreget ind i ryggen af en sindssyg amatør (idiot) cykelentusiast og var nær væltet i søen af psyko forskrækkelse. Da jeg nåede St.Kongensgade steg jeg af, for at trække min cykel blandt pelse, det bedre borgerskab og ungpiger med næsen så meget i sky, at man kunne se deres ært. En spids, ældre herre spottede mig på 100 meters afstand og styrede mod mig, som et indstillet missil og bragede ind i mig og min cykel, efterfulgt af et højt ‘HRMPF’!

Hun LOVEDE, at det her ville få min hud forvandlet til en saftig drue igen. Hun har bare at have ret!

Mine nye solbriller er for store til mit (føromtalte) lille peanuthoved og den søde dame jeg købte dem af, sagde at en optiker havde fikset hendes. Overfor mit ansigstbehandlingssted ligger en optiker, så jeg gik derind og spurgte om hun kunne klare en stramning mod en skilling. Hun kiggede op og ned af mig, ud af hendes fancy-pants brille og sagde ‘altså, jeg ved ikke om sådan noget plastik kan rettes uden af jeg knækker dem med det samme’. Min tur til at sige ‘HRMPF’ og dreje rundt på hælen, eller ja, gummiskoen. Sinke!

Ind på briksen for at få at vide at jeg er lige så udtørret, som en rosin i en ørken. Nå ja, og så er vores bil forsinket, mine jeans strammer og da jeg kom hjem var det til larmende stilhed og en tom lejlighed.

De var gode – så længe de varede

Jeg gider ikke lave mad, så jeg får mangobidder og stener Krøniken og så holder jeg snart kæft, går i seng og vågner med fornyet styrke i morgen.

Men hey – tak for jer – alle jer der læser med. Det kan faktisk godt få mig til at glemme gamle sure mænd, snobbede brilleaber, uvandet pottemulds-hud og store, tomme, Robertløse stuer.