Eftermiddags craving

Når ting falder på plads

IMG_4455Kan man ønske sig et flottere hold?

Udover at det er virkelig rart at have påskeferie og dermed fridage, har den her påske beriget mig på en anderledes, vigtig måde. Se, når man er bonusmor er der en liste så lang af udfordringer. Mange af dem har jeg allerede været inde på og delt med jer, og denne jeg nu vil nævne, kommer næppe som noget nyt for jer.

Den største udfordring for mig som bonusmor, er at finde min plads. Min plads i 3-kløveren. Jeg har en kæmpe trang og lyst til at høre til, men det er bare ikke særlig let, når den kødelige relation ikke er et faktum. Børnene søger automatisk Robert, fordi han er deres far og fordi de er 100% trygge ved ham. Samtidig søger han børnene, fordi han er deres far – hans eget blod.

… Og så står jeg der. Midt i mellem. Tæt på Robert, fordi han er min mand og nær børnene, fordi de er min hans. Men helt tæt på de 3 som familie, er jeg ikke bare naturligt. Dét kan være hårdt. Hårdt, som noget kun bonusforældre kan sætte sig ind i. Der er dage hvor jeg tænker ‘det kommer aldrig til at lykkes’.. og så var der den her påske. Jeg kan ikke forklare jer hvorfor, hvordan, hvad og hvorledes, men den mindste og jeg er kommet 3-meters skridt tæt på hinanden.

IMG_4456KØD!!

Vi har fra starten haft en ting sammen, ham og jeg. Vi har samme humor og gakkede tilgang til tingene. Vi kan godt nisse rundt i vores egen verden og tale om ingenting, som alligevel giver mening for os. Det er bare som om, vi endeligt har knækket koden og fundet hinanden i de her dage. Vores forhold er blevet naturligt, på en måde jeg ikke kan forklare. Jeg kan kun sige, at det er mere fantastisk end jeg nogensinde havde forestillet mig det ville være.

As we speak ligger jeg i sofaen, mæt og halvsnisseet i rødvin og stener Ironman, sammen med den lille purk. Selvsamme purk, Rob og jeg endte med, tidligere på Madklubben til burger, kød og rødvin. Det var simpelthen så top hyggeligt. Det der rødvin gik direkte i sjusarmen og det var ikke ligefrem sengen, der kaldte mig hjem. En af Robert’s kammerater sendte røgsignaler, bedst som vi var ved dessertsjussen og bare fordi barnet ikke er vores fælles, eller vi ikke begge havde mulighed for at lave ballade, synes jeg ikke vi begge skulle ’straffes’. Jeg driblede derfor hjem med den mindste og sendte min mand på værtshus.

Selvom jeg også godt gad at fortynde mit blod med sjusser, smiler jeg sgu ret bredt. Jeg elsker at vi er her. Der hvor Robert ikke tager med hjem, fordi han føler han bør. Hvor den mindste rent faktisk synes det er bonus, at det kun er ham og jeg og der hvor jeg selv kan se det overdrevet fede i det her set-up. Det giver håb. Håb og tro til de dage hvor det godt kan være lidt hårdt, at være ene ulv i flokken.

IMG_4457Dessert – yum!

   

1 kommentar

  • Nanna G

    Skøn solstrålehistorie til gråvejsdage – samler også selv på dem – dejlige at kunne tage frem en gang imellem 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Eftermiddags craving