Jaloux? Tjaiiih..nej!

Her det sidste stykke tid, har jeg tænkt rigtig meget, på noget rigtig grimt – jalousi. Det kom sig egentlig af, at Robert og jeg havde en hypotetisk snak for nogle uger siden, da vi var ude og spise. Den gik på om man ville blive jaloux, hvis ens partner rejste på ferie med ven eller veninde og på turen gik i byen med en af samme køn. Okay, lad mig lige stille det op for jer. Mand rejser med kammerat til Barcelona. Mand og kammerat er ude og drikke sjusser. Mænd falder i snak med 2 senoritas ved nabobordet. Kammerat bliver træt og går hjem, den ene af de to senoritas ligeså. Kl. er 23, det er lørdag aften og mand har snurren i skalle fra god rødvin – i Barcelona! Hvad ville man gøre? Blive og drikke mere rødvin, eller gå hjem med kammerat? Lad os bare skifte mand ud med kvinde, for samme eksempel! Tænk lidt over det.

Jeg er ikke jaloux af natur, det er jeg virkelig ikke. Jeg er først jaloux i det sekund jeg berettiget føler mig truet og det har jeg heldigvis ikke prøvet med Robert. Egentlig synes jeg jo det er OK at flirte, selvom man er i et forhold. Det er OK at drikke en sjus i en bar, med andre af modsatte køn. Man skal bare kende sin plads, sine begrænsninger og sin partner. Jeg ville aldrig lægge skjul på jeg er gift f.eks.

Faktisk bliver jeg jo enormt stolt og overdrevet glad, når alle de der høns sender lange blikke og søde bemærkninger efter Rob. Jeg har en fest når jeg kan se hvordan chicks gør sig til, i håb om at Robert bemærker dem, når vi er ovre og træne og de ikke lige ved, at hans wife står ved siden af. Det rør mig heller ikke, at han rafler terninger med fremmede piger, når han er på værtshus med drengene. Alt det der rager mig langsomt, fordi jeg helt simpelt stoler på ham.

WORD!!

Jeg ville heller ikke kunne være sammen med Rob, hvis jeg var den jaloux type, da jeg jo hver dag skal tage stilling til en eks. Ikke at kontakten eller hun popper op dagligt, men hun er en faktor i vores liv og det kan da godt være hårdt og irriterende nogle gange. Det kan være hårdt at vide at ’de to’, har oplevet det ypperste her i verden – børneskabning, sammen. Men hårdt er ikke det samme som jaloux, heldigvis.

Jeg er gift med en mand, der både på udseende og personlighed, hurtigt skaber opmærksomhed omkring sig. Det ved jeg, det har jeg altid vist – det var en af de ting jeg faldt for ved ham. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at han hurtigt falder i snak med folk (af begge køn), og det er derfor heller ikke noget jeg skal kæmpe med at acceptere. Men for lige at vende tilbage til sjussituationen i Barcelona. Dér, lige præcis der, ville jeg nok blive jaloux, hvis han blev og drak mere vin med senoritadame. Ikke fordi jeg ikke ville stole på Robert, men fordi JEG gerne ville sidde på en fortovs café og drikke rødvin med ham – fordi det er det vi gør. Men jeg ville hverken blive sur, eller stole mindre på ham. Jeg ville heller ikke forlange at han gik hjem, sammen med sin kammerat. Jeg ved godt hvordan det er, at være nirvana nær, efter 1 flaske vin lørdag aften – og så skulle skride hjem… i Barcelona?! Fandme nej. Det ville jeg heller ikke forvente han gjorde. Men jaloux, det ville jeg blive. Heldigvis egentlig. Tænk hvis man bare var ligeglad?!

The boy is mine!