Husk lige relationen, ik’?

Nogle gange tænker jeg over, om jeg tager mine forældre for givet. Eller måske mere vores relation. Jeg har før nævnt, at vi er en meget sammentømret familie, da mine forældre altid har haft enormt meget fokus på, at vi 4 skulle holde sammen.

Jeg vil betegne mine forældre, som mine venner. De er ikke mere venner end forældre, men venner er de. Jeg er dog ikke den der datter, der betegner sin mor, som sin bedste veninde. Jeg ved ikke, det klinger bare lidt forkert i mine ører. Selvom jeg kan tale med mine forældre om alt, er der noget jeg helt naturligt holder ude af ligningen, fordi det ikke hører sig til i et barn/forældre venskab/forhold.

Vigga med hendes elskede mormor

Når det så er sagt, har jeg igennem mit 30 år lange liv, haft enorm glæde af deres råd, vejledning, modspil, meninger, holdninger og sparring.

Jeg bruger mine forældre forskelligt. Min mor og jeg kan vende og dreje tingene, som så man ind i et kaleidoskop og vi kan snildt tale i 1½ time. Ikke hver dag, eller hver uge. Men når tiden lige byder sig, jabber vi gerne lige et par timer væk om løst og fast og slagterens underbukser. Min far er praktiker, strategiker, overbliks menneske og han har flere gange sat tingene i perspektiv for mig, når jeg har hængt med røven i vandskorpen. Dermed ikke sagt, han ikke er hjertevarm. Da jeg splittede fra min ex-kæreste for 4 år siden, var han det vigtigste menneske i mit liv, og ham der pustede liv i mig, med jævne mellemrum.

Min pointe med den her flødehyldest, ja – der er faktisk en pointe er, at jeg nogle gange glemmer hvor vigtigt det er og hvor heldig jeg er, over at have et sæt forældre, der har givet mig den relation til dem, som jeg har. Jeg bliver altid lidt mærkelig i hovedet, når folk omkring mig fortæller at deres forhold til deres forældre er strickly forældre/barn relateret. At der ikke er et venskab, eller en fortrolighed skabt mellem dem. Og så kommer jeg til at tænke over, hvem der har ansvaret for, at der aldrig er opstået et venskab. Er det forældrene, eller barnet?

…. og hendes elskede morfar

Forældrene kan jo opdrage deres børn med de bedste intentioner om et livslangt venskab, der bygger på respekt, kærlighed og fortrolighed. Men sommetider bliver bedste intentioner bare ikke indfriet. Barnet kan jo vælge at tage afstand, holde forældrene i en arms længde, hvilket må være ret svært for forældrene tænker jeg. De vil vel ikke rigtig overskride barnets grænser, ved at påtvinge venskab, da det kan virke snagende og kontrollerende. I værste fald tager barnet fuldstændig afstand og så er det hele tabt.

Jeg har bare tænkt rigtig meget over det. Selvom jeg har de bedste venner og veninder, den dejligste mand med hvem jeg vender hver en sten med, har mine forældre bare nogle livserfaringer og noget viden, som ingen jeg kender endnu har. De har trods alt levet dobbelt så lang tid som jeg, og kan nogle gange se sagen fra en side, som jeg havde overset.

Jeg er ret taknemmelig for den relation jeg har til mine forældre, og at de har givet mig et venskab med på vejen. Lige så meget fordi det er noget jeg vil forsøge at videregive, til mine egne efterkommere.