Hys ned!!

Det her kan i øvrigt stresse selv den hysseste hystade ned. I should say.

Der er noget der længe har fået enden af min kost til at slå gnister, helt af sig selv. Det er eskaleret lidt her på det sidste, hvis man da ellers har antennerne ude for debatten.

Det handler om den klageånd (ja, det skrev jeg), der hærger i de danske børnefamilier. Dagligt kan man både på bl.a. Politikken og Information læse om det pres, der hviler tungt på samtlige familier der har avlet en stressbombe (læs: baby). Pardon my danish, men det er sådan jeg kommer til at læse de her grædesalmer.

Forfra – som altid: Nej! Jeg har ingen ægte børn. De to af ’plastic’ som jeg har, bor ikke hos mig fuld tid. Men selvom jeg ikke går i bukser med hjemmelavede knæhuller (har aldrig fattet hypet?), kan jeg godt relatere til dem, fordi jeg dog trods alt ejer et par jeans. ’Sammenlignede hun lige børn med knæhuller på jeans’? Måske lidt, men tag nu ikke det så tungt.

Sjusser og udgåning – for de voksne. Vigtigt!

Jeg bliver bare så tungtræt, når jeg gang på gang læser om undersøgelser ’der viser at bla.bla. % af kvinder, føler sig utilstrækkelige, stressede og….’ indsæt selv resten. Kvinder, altid kvinder. Aldrig mænd! Det går på, at man ikke synes man er nok sammen med sine børn, og at man genarelt arbejder for meget. Det kan jeg sådan set godt sætte mig ind i. Men hvad er det de her kvinder forventer? Arbejdstiden ændres jo ikke fordi man får et barn – det ved man på forhånd. Jeg tænker bare, om det i virkeligheden ikke er forventningerne der er sat for højt, som ikke bliver indfriet og i stedet for at kalde ’for høje forventninger’ for ’for høje forventninger’, kommer det til at hedde ’stress ødelægger vores familie’.

Jeg synes bare tingene kompliceres meget mere end de burde og hverdagen får skylden. I min optik virker det som en pisse dårlig undskyldning. En undskyldning for ikke at kunne koordinere familielivet. Én af undersøgelserne viste, at mænd begynder at arbejde X antal % mere, efter alien ankomst. I wonder why? Hvis de her kvinder forvandler sig til hysse hystader der løber rundt i stressrus efter egen hale, for at få det hele til at gå op, kan jeg da godt forstå at han forsvinder – han er jo slet ikke med i ligningen. Og ja omvendt; mandeskvat, tag dig sammen, bid hysse i halen og forklar at i et TO til at få ligningen til at gå op.

… jeg har også været ekstremt heldig!

Grundlæggende synes jeg bare ikke at det er fair at skyde (hele) skylden på samfundet. Jeg tror mere på modellen med at stoppe op, tænke sig om og  PRI-O-RI-TE-RE. Da jeg selv var barn havde jeg en mor og en far, der begge arbejdede. Min far, meget mere end min mor, men sådan havde det altid været. Jeg er sikker på det har været hårdt, de to imellem nogle gange, men der var altid en ro i hjemmet. Dengang tror jeg også bare man var bedre til at lade børn være børn og ikke små chefer, der bestemte dagsordenen i hjemmet. Min søster og jeg var stille ved aftensbordet, når de gamle snakkede og det ikke lige var vores tur, til at berette om børneliv. I weekenden var vi sammen ved at tage på biblioteket, spise gode frokoster, gå tur i skoven eller andre sysler. Mange weekender gik også med at underholde sig selv i sin egen verden – nogle af de bedste weekender i øvrigt. Man skulle ikke ud og se fancy ud, instagramme om den Blå Planet og Facebooke om en totalt actionpacked super børneweekend. Jeg er 100 på at mine forældre har følt sig utilstrækkelige nogle gange, det må plante sig sammen med ungens ankomst, men jeg har aldrig haft fornemmelsen af, og heller ikke hørt dem sige i mit voksenliv, at det var stressende at være en familie med 2 børn, arbejde, hobbyer, pligter, bestyrelsesmøder osv.

Og må jeg så igen lige anbefale Nemlig.com! Så kan man da ihvertfald ikke skylde skylden på indkøb mere. Bless!

Det er hvad man gør det til, tænker jeg. Det er bare så trættende og ynk agtigt, at læse den samme artikel om en typisk, gennemsnits børnefamilie, der erklærer sig selv og samfundet for stressparasitter. I don’t believe it, og jeg vil aldrig selv blive det. PRO-MISE! (Robert og jeg har endda givet hånd på det)