En bonusforælders plads i et forældre forhold

Havregrød med diverse toppings er the shiat for tiden

Okay! Jeg er ovenpå igen. Denne gang har jeg planer om at blive heroppe. Shit (ikke uovervejet ordvalg), hvor er jeg træt af at være slået i gulvet, aflyse aftaler, droppe træning og miste planlagte glædningsting, pga. sygdom!

Jeg startede dagen med en mild omgang træning, sammen med Hr.Robert. SÅ dejligt at bruge den lille krop igen. Nu skal jeg bare fylde føde i tanken og flere muskler på kvistene, så er jeg klar til forår og nye scener.

Jeg har støvsuget DR’s hjemmeside for dokumentarprogrammer, når jeg da har fået lidt fred fra helveds Pac manden i min mave. Jeg så blandt andet et program om danske familier, og de mange forskellige sammensætninger heraf. Bl.a. fulgte man en bonusfamilie, sammensat af mand og kvinde med hver deres 2 børn. De boede i en giga kasse på Frederiksberg og på den øverste af 3 etager, havde de indrettet ‘børnefri zone’. Flag og glitter for dét! Et af de her rum på topetagen var dog indrettet som en form for mødelokale, hvor ‘TAVLEN’ hang. Den her tavle var en forhandlingstavle, som sønnen til manden skulle op og stå ret ved X antal gange om måneden. Ved hjælp af en form for formler XxY 2 + 6 = 240 kr. om ugen (bare et eksempel) skulle knægten her så forhandle lommepenge. Jeg fandt aldrig ud af systemet, og var da også mere fokuseret på kvinden, altså bonusmoren, der – hvis i spørger mig, bar sig temmelig uheldigt ad.

Hun styrede ligesom slagtes gang og behandlede mere drengen på 16 år, som en elev/kursist, end et familiemedlem. Faren (ho’skvat’st), kom ikke med de store indvendinger, og JEG fik klart fornemmelsen af, at TAVLEN var hendes værk.

Det fik mig til at tænke. Som bonusforælder opdrager du på lige fod med barnets biologiske forælder, aka. din partner. Jeg vil til hver en tid handle ud fra mine egne grænser, når det kommer til børnene. Jeg vil ikke stå i kulissen af Robert og lade ham styre slagets gang. Når de er hos os, er det Robert og mig der bestemmer og de skal indordne sig efter vores regler. Jeg vil heller ikke have noget problem med at lade dem vide det, hvis de en dag udvikler sig til rebelske teenagere der kaster med eder som ‘du er ik’ min mor, du bestemmer ikke over mig – jeg vil meget hellere være hos mor’. Mit svar vil kontra og prompte være, ‘jamen ved du hvad min skat, så synes jeg du skal tage hjem til din mor’.

Jeg vil bare aldrig være en bitch omkring det. Følg mig her. Børn (de fleste af dem), har en naturlig respekt for deres forældre, fordi de er vokset op med dem fra spæd. Det er dem der lærte dem ordene ‘nej’, ‘stop’, ‘stop så’, ‘stop så for fanden’, osv. De kender forældrenes grænser og naturligvis vil de blive prøvet af, i takt med at ungerne bliver ældre, men der er sået en respekt, som de fleste forældre vil kunne hanke op i, når det hele bliver lidt for skingert.

Som bonusforælder skal du først til at så respektkornet, og så skal du vente på at det gror. I mit tilfælde overfor børn der allerede havde dannet en personlighed og holdninger til tingene, da jeg overtog en del af ansvaret. Jeg har fra starten haft min limpistol i baglommen og været ret urokkelig omkring mine grænser overfor dem, så de har vidst aldrig rigtig været i tvivl om hvor de har mig. Men jeg har også opført mig ordentligt og vist dem respekt tilbage. Jeg har ikke udnyttet min voksen autoritet og været en unødvendig idiot, bare fordi jeg kunne, og fordi deres far er en forelsket teenager på 40.

Jeg fik lidt lyst til at sige til hende tavleskinken at hun skulle slappe lidt af og opføre sig pænt. Som en voksen og som en forælder – til EGNE børn, vel og mærket. Samtidig steg min trang til at lægge mandens kugler (hvis der var nogle) i en nøddeknækker og lige stramme let til, så han fattede hvad der foregik omkring ham.

Ham knægten lignede til gengæld en der havde det sådan der

Ah, det er godt at være tilbage!