Hurra for mor! Og bonusmor

Jeg læste det fineste brev på Dagens.dk i forgårs. Faktisk var det min far, der sendte mig linket.

Det er skrevet fra en mor, til en bonusmor. Et åbent, ærligt og sindssygt kærligt brev. Det primære formål med brevet, er at sige tak til bonusmoren, for at passe godt på hendes datter. Og så fortæller hun i samme ombæring, hvor svært det var, ikke at kunne hade faren til hendes barn’s, nye kæreste, når det jo var sådan det skulle være. Ligeledes skulle den her nye pige være grim og utiltrækkende, så manden der tilhørte hende (moren), ville finde tilbage og igen fuldende familien.

Men sådan blev det ikke, for hun kunne ikke hade den nye kæreste og det planlagte hadforhold blev aldrig en realitet.

Fantastisk altså! Og modigt, sejt, stort, flot og kærligt gjort af den her mor der (som jeg læser det), stod tilbage alene. Det må saftsusme kræve noget selvindsigt for ikke at tale om soulsearching, at dykke så langt ind i sig selv og finde overskuddet til at elske (ja, det skriver hun) den nye kæreste. Pga. barnet – hendes datter, naturligvis.

Det er jo et smukt eksempel og en eventyrlig historie (midt i juletiden – måske er den digtet?), men jeg tror desværre ikke det sker særlig tit, den slags. Her mener jeg i de tilfælde hvor kone bliver efterladt af mand, der hurtigt finder sig en ny kæreste, bliver smask forelsket og blomster op med en ny partner. Det må være svært for den tilbagestående, at omfavne sin ’gamle’ kærligheds nye lykke. Især når den der lykke har et ansigt og en krop og en mund der kan tale og ord man skal forholde sig til. Det må være hæsligt. Det må også være rædsomt at efterlade sine børn hos den nye lykke med hud og hår og tage tilbage til sin ensomhed, der må være rungende, når en anden kvinde leger familie med ens familie.

Jeg ved ikke selv hvordan jeg ville reagere. Min indstilling ville 180% være ligesom hende moren der skrev brevet. Jeg ville hade hende den nye, være sikker på hun var grimmere end mig, have lyst til at prikke hendes øjne ind og sy hendes arme fast på ryggen. Jeg håber ikke jeg ville reagere sådan (hej spændetrøje) og jeg håber jeg ville kunne opføre mig ordentligt og have klarsyn, hvis den nye kvinde var god ved mine børn. Min egen situation taget i betragtning, ville jeg nok løsne kæbetøjet lidt på forhånd, da jeg jo selv har stået som den nye bonusmor, der bliver målt, vejet og drejet – om og om igen.

Tingen er, at biomødre nok altid vil være sikre på, at bonusmor ikke gør det halvt så godt, som de selv ville gøre. Og næ, det kan der være noget om, da kærlighedsnerverne med blod og fostervand mangler. Men vi (ja vi – bonusmødre), gør det bedste vi kan – og vi gør det. Involverer os, laver lektier og madpakker, putter i seng, vasker tøj, lytter og taler, opdrager og tager stilling…. og alt det andet man skal gøre for små mennesker. Selvfølgelig gør vi det, fordi vi elsker vores partner og børnene er en del af ham. Ud fra ham udspringer der sig så et nyt kærlighedsforhold til de små poder, der sidder fast på ham. Det ansvar vidste vi var der, da vi sagde ja til at indgå et forhold til manden og det ansvar står vi ved.

At vi så bander og svovler til mænd og veninder om hvor latterligt hårdt det er nogle gange, er en anden sag, men en sag der hører med til det at være bonusmor, og som jeg (som før skrevet), håber at man kan tale med børnene om en dag. Den dag de er gamle nok til den snak, skal vi have den og jeg glæder mig. Fordi der er så meget kærlighed imellem os, og det hører til vores historie og vores forhold. På den måde er der jo bump på alle voksen/børn veje her i livet. Hvad enten det er bio eller bonus forhold.

Jeg synes ikke det skal være et tabu overfor ungerne (når de er gamle nok), at det har været hårdt at være bonusmor for nogle børn, der ikke er ens egne. At man nogle gange inden skiftedag har trukket vejret ekstra tungt. Det gør jo ikke kærligheden til krapylerne mindre, eller er ensbetydende med at man hellere ville have været foruden. Og hvem ved? Måske vil de omvendt fortælle, at de har trukket vejret lige så tungt, når det var tid til at bytte rundt. Måske har de hadet at far fandt en ny kæreste og måske havde de helst været foruden en bonusmor? Who knows?

Det skal ikke holdes nede, eller pakkes væk, de ting der har været svært og hårdt på den her rejse. Det er vores historie, og det er den der er med til at gøre os til OS. Det kan kun gøre båndet mellm os endnu stærkere, at læse højt fra sit eget kapitel.

Til sidst. HURRA for hende moren der skrev det brev. Jeg har optur over det altså.

Sådan der ser der ud OVERALT på mit arbejde for tiden! Hard times