Fortids fortælling (del 2)

Yep, det der opsummerer meget godt det første lange stykke tid

Det første jeg gjorde da jeg blev forladt, var at ringe til min mor og bede hende komme over. Der gik 3 timer, så stod hun i København og hun blev hos mig den første uge. Jeg sygemeldte mig fra arbejde og stoppede med at spise. Jeg kunne simpelthen ikke. Al lyst til mad.. og kager.. og is.. blev fuldstændig suget ud af mig (første og sidste gang, dét er oplevet). På èn måned har jeg nok tabt mig små 10 kilo.

Jeg var i chok. Fattede ikke en bjælde af hvad der var sket, eller hvad der ville komme til at ske nu. Jeg har en kollega der var ret sej og som ringede og mindede mig om, at jeg via min sundhedsforsikring kunne få ’sponset’ en psykolog, om nødvendigt. Nok var jeg ked af det, chokket og ødelagt, men jeg var ret sikkert på, at jeg ikke var ved at blive bims, så jeg synes måske det var at overgøre det, ved at sætte mig til en hjernevrider. Min mor fik mig på andre tanker og efter 2 uger, sad jeg på en briks og vendte vrangen på mig selv! Det var ret fedt. Hun var klog og hun fangede mig fra starten. Hun fortalte, at jeg kunne sidestille det jeg havde været igennem, med et selvmord og at jeg derfor havde ret til at reagere som jeg gjorde. Det gjorde faktisk rigtig meget en del lettere for mig. Jeg havde svært ved at deale med at være så smadret som jeg var, fordi jeg var bange for at folk tænkte ’så slap dog af. Din kæreste har slået op med dig, så er det vel ikke værre’. Det at hun sagde det hun gjorde, hjalp mig til i det mindste, at acceptere min egen sorg.

Den første tid husker jeg ikke rigtig. Jeg drak mig fuld. Hver dag. For at glemme og bedøve – og det virkede! Lige præcis som det skulle. Efter 3 uger skulle vi på ferie, hele familien. 3 uger til Miami. Min eks skulle også have været med. Både på turen derover og turen hjem, havde jeg to sæder – for mig selv! Det var fedt at være væk fra det hele, omgivet af familie. Samtidig var det også virkelig hårdt at være den eneste ’alene’ på turen og jeg var meget i min egen verden hele tiden. Men jeg fik lov til det og alle gav mig plads og tid til bare at sumpe og melde mig ud og ind, som jeg orkede.

 

Ikke den bedste tid her

Da jeg kom hjem fortsatte jeg en form for kamikaze livsstil. Det var sommer, så vi festede hele tiden og jeg var konstant i gang og ude omkring. Det var helt perfekt, for jeg havde brug for at distrahere mig væk fra min egen tankestrøm, som galoperede afsted, lige så snart jeg var alene.

 

… mere sjus, mere ballade, mere fortrængning

….Og så kom efteråret, og den ledeste tid i hele mit liv. Jeg har aldrig følt mig så alene, ensom, lille, forladt, ynkelig og fortabt. Jeg følte ikke der var nogen der forstod hvordan jeg havde det, eller hvad jeg følte. Heller ikke selvom jeg havde de sejeste veninder og den bedste familie, der gjorde alt for at lytte til mig, være hos mig og tjekke op på mig. Også når jeg råbte af dem og bandede og tudede over, at de ikke havde en skid forstand på, hvordan jeg havde det. Jeg har været ret strid overfor nogle af dem, jeg holder allermest af. Men de holdt ud, hver og en. Det glemmer jeg aldrig!

Jeg kejtede rundt og kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg var så følelsesmæssigt stresset, at min krop til sidst sagde stop og kvitterede med røde psoriasis lignende pletter – over hele kroppen (seriøst, über alles). Såkaldte stresspletter. Ej, men det var så hæsligt. Jeg lignede jo en spedalsk.

Min eks var en røvbanan. Jeg fandt ud af, han havde været mig utro i over et halvt år, med hende han så i øvrigt havde forladt mig for (som han bare lige glemte at fortælle) og sådan blev jeg hele tiden konfronteret med små væmmelige overraskelser, bare aldrig fra ham selv.

Hele 2011 og det meste af 2012 var et helvede af rang. Jeg husker på et tidspunkt en mørk og kold marts aften, hvor jeg skulle til koncert med alle mine veninder (som var mine støttefødder på det tidspunkt), at jeg hellere ville blive hjemme, at jeg ikke kunne finde én eneste ting der kunne gøre mig glad- og jeg prøvede med alt. Der knækkede jeg helt, for jeg havde ikke lyst til at være hende. Slet ikke fordi en eller anden kogle af en hat, havde påduttet mig at have det sådan.

Det var først i løbet af sensommer 2012, at tingene begyndte at vende. Jeg forstod endelig at min eks var en taber, at jeg er en vinder og at jeg i øvrigt havde spildt 7 år af mit liv (av). Men jeg sluttede fred med det, fordi jeg fandt mening (om end det er en billig pop kliche) i, at min fortid og min historie havde gjort mig til den jeg var blevet og at jeg i hvert fald vidste, hvad jeg IKKE ville have i min næste kæreste. Tilgengæld var jeg meget bevidst om, at den næste kæreste jeg skulle finde, skulle være en mand der havde styr på sit liv, som kunne passe på mig og som jeg ikke skulle tigge om at få fat i.

 

Her har jeg det godt igen. Bl.a. pga. den smukling der sidder ved siden af mig. Nej, ikke min søster. Min Sarah

Og jeg fandt ham. Den 25/12.2012!

 

Yes please!

Læs 3. og sidste del i morgen. Ding ding.

… Og må jeg så lige slutteligt sige, at Rival Sons KILLED IT i går. Det går over i historien, som en af de fedeste koncerter. Det gjorde kun det hele bedre, at jeg i min mave havde en lille paneret baby kalv, der lå og badede i en flaske rødvin. Fantastisk aften, I tell you!