Mini kloner og nybegynder nøkker

Min søster, Stinne har Vigga på 4 år. Hun er den dejligste lille abe. (Yes, hendes far spiller fodbold for CSC. Vi nåede at knipse 4 billeder af Vigga i trøjen, før prinsesse skruddet røg på igen. Hun er aldrig siden set i farens donation)

Min seje veninde Karen, har lige født en virkelig fin lille bassepige. Jeg har ikke set vidunderet live endnu, men jeg vil glæde mig, til jeg skal flette fingre med den lille dame.

Det er syret når ens venneflok begynder at lave små kloner. I lang tid, mange år, har det slet ikke været noget man har skullet forholde sig til. Det er det så lige pludselig nu, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med det.

På den ene side er jeg vildt begejstret. Jeg klapper i mine fede hænder over, at vi er nået dertil i vores liv, hvor vi har lyst til at reproducere os selv og kravle endnu et skridt op af voksenstigen. På den anden side er jeg vildt angst. Angst for om det hele er slut lige om lidt. Både venskaber, men også forhold, fester, frihed og festival. Ja ja, jeg ved godt at tingene bliver sat på standby – for en periode og at det ene ikke udelukker det andet. Men tingene bliver aldrig det samme post baby og dét kan godt freake mig lidt ud.

Midt i den her tornado af forvirring, sidder jeg så. Helt overdrevet skruk. For på trods af alle de ting jeg skal sætte i bero og lade svæve frit i en periode, føler jeg mig mere klar til det, end nogensinde. Jeg elsker den frihed jeg har med Robert, fordi vi er så gode til at benytte os af den. Vi går ud og spiser jævnligt, vi går i biffen, vi træner, vi drikker rødvin torsdag aften, vi tager til Berlin på forlænget weekend. Alt det her, fordi vi kan. Fordi vi kun skal forholde os til børn 5 dage hver anden uge og ikke alle ugens 7. Sagen er bare den, at jeg rent faktisk har lyst til at forholde mig til et barn alle ugens 7 dage. Yes, også når det er en træls, skrigende klump kød!

Der var engang en der spurgte mig om jeg ikke synes det var svært at forholde sig til, at skulle have børn med en mand, der havde 2 i forvejen. Altså forstået på den måde, at for ham ville intet omkring det at få et barn være nyt. Og jo! Jo for fanden da, jeg synes det er svært, nogle gange. Robert er ikke typen jeg vil betegne som ’børne menneske’. Han gakker ikke ud over babyer og små strømper i str. ikke eksisterende og dikke-dikke praktiserer han heller ikke. Derfor véd jeg også, at når jeg engang bliver gravid, vil hans muligt manglende sukken og goshen over små dragter og dyner, ikke være lig med manglende glæde over mini dragen i min mave og det har jeg det sådan set fint med. Men det er da en mærkelig tanke at Robert hár prøvet hele baby trummerummen før. 2 gange, oveni. Han ved hvad det vil sige at blive far første gang, at være trættere end død pga. forsvunden nattesøvn, at være nervøs for at slå babyen ihjel, at køre vugger og børnehave i rutine, første skoledag og aaaalle de der ting, jeg skal prøve for første gang – i mit liv. Det kan være virkelig hårdt at tænke til ende, at dén oplevelse, det første barn oplevelsen, får vi ikke sammen for første gang. Derfor er det også sjældent noget jeg tænker til ende, fordi det gør nas. Omvendt prøver jeg at tænke, at det bliver VORES første barn sammen. Og selvom Robert har prøvet alle de ting vi skal igennem, før har han aldrig prøvet det med mig og vores barn. Desuden, Robert er den jeg allerhelst vil have børn med, fordi jeg kan se hvor killer en far han er og så er jeg i øvrigt sikker på, at vi vil lave verdens smukkeste lille øgle, helt objektivt set naturligvis.

Det skal nok blive godt (flot, hæ!)…

Det der med at have bonusbørn ville også klart være lettere (bilder jeg mig selv ind), hvis man selv havde kids. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den der ubetingede kærlighedsfølelse forældre beskriver. Jo, til min mand, men jeg véd bare ikke hvordan det føles, til et barn. Når børnene så heller ikke er ens egne, er det en kærlighedsrelation der skal opbygges – fra begges sider, over tid. Ikke for at hytte mit eget skind vel? Men tænk lige over hvor vild en situation det egentlig er. 2 mennesker bliver forelskede, den ene har børn, den anden har ikke. Man flytter sammen og der skal nu hærske harmoni og forståelse. Det er (kan være) virkelig svært for alle parter. Måske kan børnene ikke lide den nye kæreste, måske kan kæresten ikke lide børnene og midt i det hele står forælderen, partneren til kæresten og elsker alle sammen. ’Men så må den nye kæreste jo være den voksne’, er der sikkert nogle der vil grynte. Jeg kunne da ikke være mere enig. Sagen kan jo bare være den, at børn kan være temmelig udspekulerede, ondskabsfulde og gøre livet grimt for den nye kæreste, hvis optakten til den nye familie konstellation har været slem. Det har på ingen måder været tilfældet i vores situation (heldigvis), men jeg ved fra andre munde, at det sker.

Jeg tror rigtig mange undervurderer det med at være en bonusfamilie, fordi begrebet er blevet lige så alment som at have en ipad. Når man står i det, lever det og har det inde på egen krop, bliver det lige pludselig levende. Og fuldstændig lige som at blive forælder for første gange, er det en vild og ny oplevelse at blive bonusfamilie. Eller bonusheks. Der er dage hvor det er virkelig fedt, berigende og dejligt og andre hvor det er træls, hårdt og selvopofrende. Jeg forestiller mig, det må være lidt det samme at blive mor for første gange. Bare 10 millioner gange vildere og med den umiddelbare, øjeblikkelige, vedvarende og fortryllende kærlighed!

Jeg glæder mig til det.

Nu står den på legemes pinsel, inden genforening med musse og musse. Hey, i øvrigt. Jeg havde jo min 3. debut i Fitness.dk i tirsdags. Ja tak. Jeg har været så øm i min røv, at det der med at gå på potten, kun har været i yderste nødstilfælde pga. den svære nedhejsning af eget korpus. Ynkeligt!