John Farnham og grillkylling

Jeg er jo stadig mig..

NINAPOLTER-3380

Mine piger lavede det VILDESTE polterabend bash for mig, inden jeg rejste til Las Vegas og blev gift

Jeg ved ikke hvordan I har det med mandag, men det bliver bare aldrig min favoritdag. Jeg ville elske at være en af dem der, der flyver ud af sengen og fryder sig over at en hel frisk uge ligger åben. Det er bare ikke noget jeg ser, i den store krystalkugle.

Efter jeg havde besøg af mine to gamle venner, Andreas og Peter i lørdags, har jeg tænkt meget over det med venskaber. Jeg har tænkt på, hvor vigtigt det er at have venner og veninder i sit liv, at jeg føler mig beriget med de venskaber jeg har og at jeg ville have svært ved at være foruden dem. Alligevel er det tit venner, der bliver nedprioriteret i en travl hverdag. Nu er jeg så heldig, at Robert ikke alene er min ægtemand, men også min bedste ven. Han har bare ikke bryster og evnen til at sludre om hvilken mascara der giver ekstra fylde, eller være objektiv når jeg har brug for at læsse af, fordi han har været en røv og jeg har været en røvinde. Yderligere har jeg noget med mange af mine venner og veninder, som aldrig kan erstattes – historie. Jeg har en historie med mine venner, der gør bekendtskaberne til noget unikt, og til mig. De har været med til at gøre mig, til den jeg er i dag.

Jeg havde været single i 2 år, da jeg mødte Robert og levet som en blanding af Bridget Jones og Carrie Bradshaw, i min fine, fine lejlighed på Frederiksberg, hvor en af mine bedste veninder boede i lejligheden nedenunder (prøv lige og fat hvor fedt det var?!). Hver dag efter arbejde stod på kaffe og sladre dates med mine piger og stort set alle weekender blev brugt på sjusser med selvsamme, på diverse barer og klubber rundt i København. Mine veninder var mit liv og de har båret mig igennem utallige sjove og mindre sjove tider og perioder.

Jeg indrømmer gerne at mit fokus ændrede sig 100%, da jeg mødte Robert. Han tog selvsagt al min tid og når det ikke bare var os, var børnene der. Som jeg før har skrevet, tog jeg et valg meget tidligt i processen, om at investere mig selv i forhold til ungerne. Det var pisse fucking svært (pardon my french) at kombinere de to verdner. Ninna der stadigvæk var den samme veninde-Ninna og Ninna der pludselig var blevet bonusmor. Jeg var den eneste (på nær én) i flokken, der var sammen med en mand der havde børn og jeg tror det har været svært for nogle, at forstå min nye verden. Hell, jeg forstod den næsten ikke engang selv. Det var egentlig ikke fordi folk var blege for at spørge hvordan det gik, tværtimod. Dog havde jeg fornemmelsen af, at ligeså snart jeg lukkede op for frustrations posen, mistede folk interessen. Det var for svært at forholde sig til og det resulterede ofte i, at jeg  lukkede i og skånede andre for emnet. I stedet valgte jeg (og gør det i øvrigt stadig), at lade heksen flyve frit overfor nogle der kunne relatere og forstå, hvorfor man nogle gange kan gro vorter med hår, over små ting som at diskutere negleklipning.

Én af mine veninder, havde en bonusdatter da jeg selv fik den nye titel. Jeg husker tydeligt hvordan jeg selv (inden jeg blev kastet for løverne), kunne have svært ved at forstå hvorfor fanden hun, weekend efter weekend, prioriterede gåture i skoven med varm kakao, over røvrysten og jægerbomber med os andre. Til det kan jeg jo kun, helt voksen Vicky, sige at jeg blev klogere. Det var ikke fordi min lyst til at gakke ud med pigerne forsvandt. Jeg følte bare, at hvis jeg fortsatte mit gamle Ninna liv, ufortrødent når vi havde børnene, ville jeg tage pis på både Robert, børnene og alle andre omkring dem. Jeg havde valgt at gifte mig med manden og med ham fulgte 2 børn, der nu også skulle blive min familie. Min veninde der er i samme situation som mig, omkring bonusbørn er en kæmpe hjælp og støtte, fordi hun kan sætte sig ind i mine tanker og forstår hvad det vil sige, at føle sig som den onde tudsemor, når man beder sine øgler om at sætte tallerken i opvaskemaskinen, smøre madpakke OG rydde op på værelse, alt sammen indenfor 30 minutter. Det er ikke ligefrem fordi mine veninder uden børn, betragter det som en tur til Ibiza at høre om – og jeg forstår dem. Jeg forstår dem så godt. Det gjorde mig dog rigtig ked af det og frustreret, når jeg blev spurgt om jeg ikke bare kunne lade børn være Roberts og tage med i byen, som jeg plejede. Men det var et valg jeg selv havde truffet, at blive hjemme og stene film og guffe burger og ikke et Robert havde påduttet mig. Det var i forvejen hårdt nok at kæmpe med, at vænne mig til at skulle tage hensyn til to små sjæle, der ikke var mine egne og forsøge det bedste jeg havde lært, at involvere mig og få dem til at forstå at jeg gerne ville dem.

Jeg har på intet tidspunkt haft en forventning om at mine veninder skal spørge til mit velbefindende omkring rollen som bonusheks, ej heller at de skal forstå hvorfor jeg har valgt at prioritere som jeg gør. De kan i princippet mene hvad de vil. Min eneste forventning til dem er, at de respekterer, at det nu engang er sådan jeg lever og jeg håber de alle sammen ved, at jeg holder af dem og altid vil være der for dem. Også på en lørdag aften. Jeg er jo stadig mig.

IMG_2770

Kærlighed i rendyrket form

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

John Farnham og grillkylling