Gøgler gevandter og bonus battles

 

Tænk – om lidt skal vi til et marathon der ender ud i dét der! Puh!

Jeg har haft mine læderbukser på hele dagen. Det har været et mega hit – både for mig selv, men også mine fellow people (se selv, jeg ér god ved mine kollegaer). Jeg havde især optur over bemærkningen ’ved du hvorfor mænd elsker kvinder i læderbukser?’ Mig: ’øøøøh’? ’Fordi de elsker duften af ny bil’. Indsæt selv dåselatter her og bemærk desuden, at jeg arbejder i et leasingfirma hvor omdrejningspunktet jo selvsagt er… trommehvirvel… BILER! For plat? Arhmen jeg ved det godt, men Robert og jeg kunne ikke helt finde ud af at gå i seng i går og sidst jeg kiggede på uret, var den 01.15. Alt for sent på en school night, for den lille Grimling her. Jeg fungerer bare bedst efter 8 timers bevidstløshed. Heldigvis er det fredag i dag, og trods de tabte timers søvn, tippede humøret mere i retning af i lalle-Lis end døds-Dorit, da jeg påmonterede mig død kalv og kyssede min mand farvel i morges.

Nå, men mit ellers overraskende milde fredags væsen, skulle da ikke have lov at shine i mere end et par timer, denne udmærkede fredag. Jeg arbejder et sted hvor man skal koordinere sin ferie, med hinanden. Et koncept jeg synes er pisse træls (omend nødvendigt). Især når man er gift med en mand der er selvstændig og som stort set kan tage fri, når det passer ham – og hans partner. Det går lidt sådan her: ’Hej Robert, må jeg godt tage fri Robert? Ja Robert, det må du godt Robert’, og så har Robert fri. Jeg skal både koordinere med 3 kollegaer og en chef. Vi plejer at få det til at glide nogenlunde.. lige indtil nu! Jul er altid lidt speciel, fordi alle jo gerne vil have fri på samme tidspunkt. Jeg er den eneste jyde på mit arbejde (og så sønderjyde oven i købet.. how lucky they are), og dermed også den eneste, der hvert år skal møffe sig vej til Sønderborg, sammen med alle de andre immigranter, på motorvejen. Note: danskere KAN bare ikke køre på motorvej. Især over Fyn er det som om folk får narkoleptiske anfald. Plan snedig var så, at jeg var på arbejde dagene op til jul, mod så at have mellem dagene fri. Der så man så lige mig, sidde og flagre med min fedtede Pinocchio næse. Jeg får ikke lov til at holde fri. Hverken inden jul eller i dagene mellem jul og nytår. Til gengæld har jeg fået æren af fri d.2/1, hvilket måske ikke er helt så dumt, da det er dagen efter Roberts fødselsdag. (tænk at have fødselsdag nytårsaften – hvert år?!) Men altså.. det har resulteret i, at jeg må flyve fra Sønderborg til København for at arbejde d.29+30 og så TILBAGE til Sønderborg igen, da vi i år holder nytår med mine forældre (ja, du læste rigtigt, med mine forældre – more to come).
Robert og eks skifter til at have børnene hver anden jul og hvert andet nytår. I år er det os de holder nytår med og som jeg før har nævnt, har vi 3 familier der skal passes, når vi endelig er i Sønderborg. Derfor har vi besluttet at være hjemme ekstra lang tid i år, for at undgå at vores stakkels forældre, ja og os selv, skal undgå at stjerne rundt som juleænder uden hoveder, i forsøget på at nå dertil hvor man rent faktisk ikke taler sammen, fordi man endelig slapper af. Derfor ofrer jeg mig (nobelt, ik?) og smutter hjem for at arbejde i 1½ dag. Jeg har lidt lyst til at skære nogens arme af, med en sløv smørkniv.

Sidste jul var den første jul sammen, for Robert og mig. Eller, det endte det med at blive. Det var nær ikke sket, da jeg lige havde glemt at jeg var 29 og ikke 10 år mere. Det forholder sig sådan at jeg på det tidspunkt, aldrig havde holdt jul uden min moar og min faaar. Derfor kunne jeg heller ikke helt forene mig med, at jeg skulle ofre min trygge, sikre, faste-rammer, jeg-ved-hvad-der-skal-ske jul, for at holde den med Roberts familie og vigtigst af alt, børnene. Vi blev enige om, min husbond og jeg, at jeg holdt juleaften hjemme hos mine forældre og at joinede Roberts familie, når jeg var færdig med at proppe mig med sovs og mæske mig i gaver. Da jeg kækt ringede til min mor og fortalte hende planen for julen 2013, sagde hun (på den der mor måde), ’søde Ninna, det er rigtig dejligt du vil være hjemme og det ville også være skønt at du var her. Men jeg synes faktisk du skal være ved din lille familie. Ved Robert og børnene. Hvis I vil have det her til at fungere mest optimalt, bliver i nødt til at sende et signal til børnene, om at i er et team, ik?’. Ej, jeg blev simpelthen så flov. Godt gammeldags brødflov. Jeg følte mig som en lille forkælet snottøs på 15år, der godt lige ville have en lille bid af hver kage. Da jeg talte med Robert om det, fik han det lidt på samme måde og vi fælles skammede os lidt over, at vi ikke selv var kommet frem til, at vi naturligvis skulle gøre det på Fru.AG.Jensens fremlagte måde. For mit vedkommende var der (som skrevet i går) lidt en snert af det der med at ofre sig. Skulle JEG opgive min egen familie og min egen jul, til fordel for nogle andres traditioner og måde at holde juleaften på? Ofrede jeg mig ikke nok i forvejen? Og ja, jeg skulle ofre mig og nej jeg havde ikke ofret mig nok. (29 år Ninna. 29!) Tak mor i øvrigt. For altid at være klog og sej og kærlig!

Den smukkeste mor.

Sidste jul oplevede jeg i øvrigt også første battle, magtkamp, rigtige prøvelse, kald det hvad du lyster, overfor den ældste bonusbasse.

Kamille var på det tidspunkt 9 år, og det var ligesom ikke Bratz dukker og Barbie der var at finde på ønskesedlen.  Næ, det var nærmere makeup, tøj, neglelak, mere makeup, mere tøj, leopard skoletaske og lidt mere tøj. Den gode fe tilsmilede hende og hun blev beriget med stort set alt det, hun havde drømt om.. og lidt mere til.
Næste dag, da hun kom ned til morgenmad, havde hun sine nye baggy jogginbukser med nitter, en chiffon trøje med paliet sløjfe, og en trøje der mindede om resultatet af en bamse slagtning på, i skøn forvirret forening. Jeg troede egentlig bare hun lige skulle flashe det nye gear på én gang, før hun ville vælge dagens endelige outfit. Da jeg spurgte hende om hun skulle have bukserne, eller trøjen på, svarede hun helt køligt ‘jeg skal da have det hele på’. Nu er det altså ikke fordi jeg synes børn skal være små påklædningsdukker, der ligner de er modelleret ud af Vouge. Helt ærligt, I har læst min holding til det der med at børn tager lidt for hurtigt forskud på voksen livet, så dem der allerede sidder med halvt løftet pegefinger kan… Ej I må sgu pege alt det i vil. Jeg vil dog mene, at man godt kan præge en lille smule god stil fra starten og hjælpe de små skind til at vide, at nogle outfits simpelthen bliver for gøglet. Jeg var selv ret… opfindsom? udi påklædning som barn og jeg husker da nogle gange, hvor de 3 andre simpelthen har forbudt mig udgang- for min egen og sikkert også deres skyld. Tak! Af hjertet tak.
Jeg sagde til Kamille, at jeg synes hun måtte vælge én af de nye ting og vente med resten, til en anden dag.  Dette vel og mærke foran hele familien. Robert, Roberts far, hans kone, hans søster, hendes mand, og deres 2 drenge. Ret angstprovokerende faktisk. Det er jo deres barnebarn, niece, kusine, søster, datter. Men det der med at følge sit hjerte, sætte grænser og stå fast ved dem, også som bonusmor, slog altså lige igennem der.
Kamille er en stædig lille madame (heldigvis for det da) og hun havde ligesom truffet sin beslutning omkring dagens outfit. Egentlig synes jeg det er OK at man eksperimenterer, også i en tidlig alder og at man nogle gange bare ligner en klovn, så man har noget at grine af i sit voksenliv. Andre gange er det din pligt og ret som voksen, at sætte en stopper for galskaben. Den her situation var én af dem, hvor jeg gjorde præcis det. Jeg sagde derfor i en venlig, men bestemt tone, at hun skulle vælge og at det ikke var til diskussion. Hun blev naturligvis snot fornærmet (who wouldn’t?) og strøg direkte ovenpå, og under dynen. Jeg tænkte egentlig ikke videre over det, heller ikke om familien synes jeg var gået over stregen. Den slags små konfrontationer vil jo opstå uagtet bonus faktoren. Vigtigst havde jeg været tro mod mig selv og var egentlig ret stolt over, at jeg havde ført mine tanker til handling på trods af omstændighederne.

Da jeg kom ovenpå lidt senere for at pakke ungernes ting, lå Kamille stadig og surmulede under dynen, på bedste pre teenager vis. Jeg hev dynen til side og spurgte om hun var sur. Hun mumlede noget med at hun bare VILLE have det tøj på. Jeg forklarede hende, at man nogle gange må vælge mellem casual og glam look og foreslog alternativer til nogle af de nye klæder. Stædig som hun er, præcis ligesom undertegnede, blev hun ved med at holde fast ved det allerede iførte outfit. Jeg forsøgte mig med, at man nogle gange skal lytte til dem der er lidt ældre og at hun jo kunne have glitter og glamour på, til den forstående julefrokost samme dag, hvor hun skulle tilbage til sin mor og resten af hendes familie. Da det eneste der kom var et fornærmet ‘hmpr’, sagde jeg ‘whatever Kamille, så tag det på’. Jeg var tilfreds med måden jeg havde handlet på. Det kan godt være det bare er tøj, men der er forskel på at være 3 år og selv have taget tylskørt og gummistøvler på, og så være 9 år og have bomuld, chiffon og palietter på, i samme ombæring.

Ja ja, jeg siger det – jeg har selv mestret at gøgle ud i klæder.
3 min. senere rendte jeg ind i Robert og jeg kunne med det samme mærke, at der var noget galt. Han var ikke lige så kysse venlig, som han plejede og jeg kunne hurtigt ligge 2 og 2 sammen. Jeg behøvede bare at sige, ‘hva’ så’, før Robert sagde ‘helt ærligt, hun er helt ulykkelig og tror hele verden hader hende, skulle du ikke lige gå ind til hende’. Jeg blev så vred på ham. Nogle uger forinden havde vi haft en samtale, hvor han ønskede at jeg blev lidt mere konsekvent, at jeg nogle gange ville skære igennem og tage beslutninger, a la ‘sådan her bliver det, SLUT’. Det følte jeg lige præcis jeg havde gjort her, så da han irettesatte mig på den måde, følte jeg mig som en kæmpe fiasko. Jeg lod ham med det samme vide, at det præcis var en situation som denne der gjorde, at jeg var angst for at skære igennem. Frygten for at min mand, børnenes far, ville se skævt til mig og føle at jeg var uretfærdig overfor dem, havde været med til at afholde mig fra at agere konsekvens konge. Ydermere synes jeg det var stridt, at han blandede sig i min og Kamilles konflikt før den var slut. Han skulle have ladet mig køre den færdig og så kunne han tage den med mig senere, når alt var drevet over. Desuden var det jo ikke fordi jeg havde tænkt mig, at lade pigebarnet ligge og opløse sig selv i uretfærdigheds tårer, inden vi skulle ud af døren. Som i øvrigt var Roberts pointe. Han kunne ikke overskue et farvel, en køretur og en aflevering i ulykkelighed. Og nej, som om jeg kunne det. Være den grusomme heks der ødelagde julen? Næppe.
Det hele resulterede i at Robert blev irriteret på mig og jeg blev pist på ham. Efter det gik jeg ind og kyssede Kamille, sagde at jeg ikke var sur på hende, men at jeg synes hun var en stædig lille satan, der skulle tage at lytte lidt engang imellem. Hun nikkede, vi gav hinanden et knus (hende stadig i gøgler gevandter) – og sådan tabte jeg, i min verden, min første lille kontrovers med min bonusdatter.
Robert og jeg talte det efterfølgende igennem og da jeg forklarede mig i ro og mag, kunne han godt se han havde bommet og at han skulle have holdt sig på afstand. Især da hans far og hans kone, senere på aftenen gav mig skulderklap og stor respekt for min måde at håndtere, ikke bare Kamille og hele tøj krisen, men også Gustav og det pludselig at blive bonusmor fra den ene dag til den anden. De to må vide det, om nogen. De kom, som skrevet, begge med 2 børn da de mødte hinanden. Det kan ikke altid have været lige let. Det var i øvrigt virkelig rart at få deres anerkendelse. Man er meget vævende og ved ikke helt om resten af familien sidder sladrende tilbage og giver en den verbale lussing, så snart man er ude af døren.

Svigermors hjemmelavede blåbær snaps. En af glæderne ved sidste jul.
Den der biograftur Robert og jeg skulle have fordrevet vores fredag aften med, er blevet udskudt til et søndags projekt. Vi var begge sent hjemme. Mig, fordi jeg skulle til fucking Sydhavnen fra Østerbro og hente min nye GULD tlf. Wauw, den er pæn! Det hele blev bare lige presset nok, så i stedet har vi flået hovedet af en flaske rødvin og nu ligger aftenen åben. Jeg har lyst til at bruge den på at gnaske kranier med min mand, jeg kan bare ikke lige finde ud af om det skal være på en bar eller i en puppe af bomuld herhjemme. Remains to be seen.