Om udklædning og tøjter

The new girl

IMG_0761

Just married. 10 måneder efter vi havde mødt hinanden!

Okay, her kommer en heavy hitter. En som jeg véd mange bonus hekse, bruger en del hjerne kapacitet på, når man tilføjer en ny rolle til sit CV.

Efter jeg skrev det der om at være en tøjte i går, galoperede mit bette hoved afsted, i én lang tankestrøm. Ikke på om jeg er det (I’m not! Not!) men på det der med at være den nye. Når man bliver bonus bitch, er man ikke bare den nye kæreste, man er den nye ALT. Det kan godt lidt sammenlignes med at være den nye i klassen. Men den nye i en straight A klasse, hvor man selv er lidt ubegavet og små kvabset. Lad mig male et billede.

Da jeg mødte børnene første gang, var jeg mere nervøs end da jeg skulle til teoriprøve (2.gang). I min verden var det lidt make or break. Hvis de ikke kunne lide mig, var Roberts og min, ellers diamant skinnende fremtid, doomed. Når alt kommer til alt, er det jo podernes velbefindende det handler om, og hvis ikke de var vilde med fars nye dame, well så blev diamanten pludselig til en smudset udgave af simili. Jeg ved godt at Rom ikke blev bygget på én dag, men når man står der i elevatoren på vej op for at møde sit livs kærligheds 2 affødninger, er det eneste man kan tænke; ‘make/break/make/break’.

Inden jeg skulle møde dem, tog jeg mig selv i at prøve 12 forskellige outfits, som skulle jeg på date med Brad Pitt (The Fightclub Days). Det var først da en af mine veninder bad mig om at slappe af og tage det på, jeg følte mig bedst tilpas i, at jeg indstillede søgningen. And so I did. Stramme jeans, 12 cm hælstøtte og en læderjakke med nitter (just indkøbt på det tidspunkt, og mit andet hud). Det var Kamille der åbnede døren. Så syret pludselig at møde det der lille menneske, jeg kun havde hørt om og set billeder af, in person. Hun gav mig hånden og sagde ‘hej, du må være Ninna’, og jeg sagde ‘hej, du må være Kamille’. Derfra stod den ikke stille på den lille dame. Det var noget andet med Gus. Helt genert og let måbende. Robert fortalte mig senere den aften, at Gus havde trukket ham til side og hvisket ‘hun ligner en rockstar, men det skal du ikke sige jeg har sagt’, ej men altså, hva?

Da vi havde brugt aftenen sammen, var hverken Robert eller jeg i tvivl om, at det nok skulle komme til at fungere og det største pres lettede ligesom.

Noget andet er det med resten af omverdenen, der også har børnene inde på livet. Bedsteforældre, moren, søskende, venner osv. Robert og hans eks havde været sammen i 13 år, da de gik fra hinanden, så jeg følte en smule eksamens angst, de første par gange vi skulle være samlet hele familien. Jeg vidste jo godt, at alle var interesseret i at lure på hvordan børnene og jeg, kom ud af det med hinanden. Robert er selv skilsmissebarn og vokset op med en bonus mor og bonus søskende, som han i dag betragter som sine egne. Roberts far og hans kone har især været virkelig dejlige, i hele processen. Helt sikkert fordi de begge har stået i samme situation engang og ved hvor prekært det hele kan være. Det har været sværere for andre at vænne sig til den nye konstellation og nogle gange har jeg følt mig, som en meget lille gnalding. Måske også fordi samtlige af Roberts søskende selv har børn og jeg stod som den eneste, der ikke er blevet beriget med den skelsættende oplevelse, og det gjorde bare noget indeni mig. Slutteligt ér jeg bare den yngste i familien, altså udover rollingerne. Jeg har aldrig været utryg eller følt mig udstødt, men jeg har også en pisse sej mand, der har ladet hele omverdenen vide, at hvis der var nogen der skulle have et issue med hans nye valg (altså mig), kunne de slette hans nummer med det samme. Det har været mere alfa, end man kan beskrive med ord.

Det værste har faktisk været nogle fra Roberts omgangskreds og så de der forældre til legekammeraterne. Når man har været sammen i mange år, skaber man unægteligt også nogle fælles venner. Venner der (heldigvis) ikke nødvendigvis vælger side, når man går fra hinanden. Nu skal det lige nævnes at Robert og hans eks sluttede fredeligt, men det var måske mere i den enes favør. Derfor har jeg også fornemmet en lidt køligere velkomst fra enkelte, der har haft lidt svært ved at omstille sig til forandringerne. Det kan også have noget at gøre med at Robert og jeg proklamerede, at vi ville skride til Las Vegas og gifte os, 2 måneder (okay 1) inde i vores forhold. Den lykkelige begivenhed skulle tilmed først foregå 8 måneder ud i fremtiden, UDEN andre end os selv. Shit, det blev modtaget med blandede grimasser! Især mine egne forældre havde noget svært ved at gabe over informationen. Heldigvis er alle kommet over det.

Værst har det faktisk være med dem der slet ikke kender mig, ikke har et begreb om hvem jeg er. Forældrene til legekammerater. Jeg har oplevet op til flere gange at skulle hente fra legeaftale, aflevere til fødselsdag, være med til sports dag and what not, alene med ungerne, hvor jeg er blevet mødt af stive blikke, sure munde, observerende øjne (you get the picture), fra mødre der tror at det eneste jeg kan, er at svinge fars kreditkort og købe sko jeg slænger mig i, hjemme i dobbeltsengen. Jeg kan alt sammen og jeg er pisse god til det, men jeg kan også så meget andet. De er bare slet ikke interesserede i at indlede en samtale og finde ud af hvem jeg er. Og ved i hvad? Så er jeg det heller ikke! Robert plejer altid at sige ‘Fååååårk da dem, snerper!’, når jeg kommer hjem, lidt nedslået og så glemmer jeg det igen. Det er noget andet med mændende, fædrene. Altid cool og venlige (den kan man jo lade stå alene lidt, hæ).

Så er der det med at være den nye overfor eksen. Den er jo i virkeligheden nok den sværeste. Til at begynde med, er der hele missæren om at møde hinanden. For vores vedkommende gik der faktisk næsten et halvt år, inden det skete. Robert og hans eks havde en vildt fin ting med, at når det var bytte dag, blev den der skulle aflevere og spiste med. Det stoppede for hendes vedkommende, da jeg rykkede ind, men Robert blev ved med det hos hende. Jeg var cool omkring det og synes bare det var virkelig fedt, at de samarbejdede så godt selvom de ikke længere var et par. Igen, det er jo børnene det handler om!

Selvom jeg ikke skulle stå ansigt til ansigt med hende, spekulerede jeg meget over hvordan jeg agerede overfor børnene, i forhold hvad de ville tage med tilbage til deres mor. Jeg kunne se på børnene at de var glade på deres fars vegne og de vidste også at han var smask forelsket. Det har de nok rapporteret tilbage og selvom Robert og eks, havde været fra hinanden nogle år på det her tidspunkt, må det bare svie lidt. Også det der med, at man som mor ligger ansvaret, opdragelse, udvikling osv i hænderne på en anden kvinde, som man på ingen måde selv har valgt. Shit, hvor har jeg tænkt over hvordan det må være.

Roberts eks og jeg mødte hinanden første gang til Gus’ fødselsdag, hvor det faktisk slet ikke var meningen jeg skulle være med. Hele familien ville komme, og det blev holdt hjemme hos hende. Hun var ikke klar til at jeg skulle være en del af det hele endnu, og havde brug for lidt mere tid til at bearbejde alt det nye der var sket. Det gjorde nas, fordi jeg jo gerne ville være der for den lille og fordi jeg følte mig pisse meget udenfor. Samtidig kunne jeg sagtens forstå hende, og jeg kan ikke se mig fri for, at have handlet på samme måde, havde jeg været i hendes sted. Jeg lavede en kage, som Robert kunne tage med til fødselsdagen. Mest for at Gus skulle vide, jeg tænkte på ham! Og så skred jeg ellers på café med en af mine veninder. Bedst som jeg sad og klagede min fortvivelse, ringede hun fandme og spurgte om ikke jeg ville komme over til en bolle. Det var så sejt gjort og jeg har dyb respekt for det. Det kan ikke have været pisse let!

Vores forhold til hinanden i dag, er godt. Vi er ikke veninder og det bliver vi aldrig, men lortet fungerer og jeg vælger at tro på, at så længe hendes børn er glade, tilfredse og ikke kommer hjem med blå mærker på krop og sjæl, er hun så tilfreds med situationen, som man kan være. Der er mange ting jeg ikke er enig i, og som jeg ville gøre anderledes, havde jeg ene råderet over the little ones, men jeg havde også maveskind som en 17årig, hvis jeg selv kunne bestemme.

Life is a battle, nogle er lettere end andre. Jeg prøver så vidt muligt at blive en eminent bonus bokser. Heldigvis har jeg en fabelagtig sparringspartner (som tilmed også er vanvittigt lækker) og så længe dét er på plads, kan de bare line modstandere op i galop!

IMG_2368

Kagen jeg lavede til Gus. Tænker nogle gange på, om det var dén der fik eks til at overgive sig?

1 kommentar

  • Monix

    Sikke en cool mor de har. Tænk sig hvordan man selv ville være, hvis man skulle skilles fra det liv man havde troet skulle være foevigt og tilmed se en anden overtage den rolle, man slev var tiltænkt.
    Hjerte-smerte!

    Hun er cool. Det er du også.
    Godt for alle!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om udklædning og tøjter