Grillhad og Mentholatum

Fat and hungry!

Jeg tror jeg er født sulten. Eller måske er det en lidelse jeg har, altid at være sulten? Det gør det så heller ikke bedre, at min interesse for mad er lige så stor som min interesse for kager – som jo så også er mad. Men så igen, jeg vejede altså lige knap 4,5 kg. da jeg arriverede og berigede verden (too much?), så måske forklaringen på min konstante trang til føde, skal findes der?

Ude på mit arbejde, har vi en kantine ordning. Det er sådan en sammenbragt løsning for alle de 3 firmaer der ligger i bygningen. I løbet af året er hele huset så blevet sat i stand og kælderen er blevet forsøgt forvandlet til en hyggelig udgave af en fængselskantine. Mission NOT completed. Oveni det har man så valgt at ansætte en kok, der lidt minder om en kloning mellem en gnu og en abe og hans bukser hænger konsekvent halvt nede om hans hvide røv. Ps, han kan heller ikke lave mad! Det lyder måske hårdt og mange vil hermed se sammenhængen mellem mig og andet ord i navnet på bloggen, men jeg inviterer hermed tvivlere på frokost, så i kan få syn for sagen. Nu vil skæbnen så, at det der skybrud der har været af nogle omgange (og som vi vist HAR hørt nok om nu), har fucket den ellers bombesikre kantine helt op, og den har stået under renovation de sidste par måneder. På fredag åbner den så op igen. Se, det er sådan at hver fredag kører kokken sådan et koncept der hedder: Grill! Yes, året rundt er det simpelthen meningen, at han skal fyre op i den store industri weber og grille hund, kat og hummer om til samme forkullede fornøjelse. Dem der kender mig, vil vide at grill bare ikke er min stærke side (det krævede guts ikke at skrive skældsord i den sætning). Jeg er virkelig ikke vild med det. En ting jeg med garanti og platin har arvet fra min far. Han har altid hadet det koncept. Seriøst, han vil hellere undvære Mentholatum, end at grille og han kan ikke leve uden Mentholatum. Da min søster og jeg var børn, var han overbevist om at alt kunne kureres med det stads. Uanset om det var sår, rifter eller pest. Min mor er sygeplejerske og af en lidt anden opfattelse, men vores små fede barnehænder har ofte fået en omgang fra krukken, når vi var kommet til skade. Nuvel, jeg har bare aldrig forstået hypet omkring lige at tænde op i grillen og vente 45 minutter, på at få en luns kød af gud ved hvilken art, for det smager jo ens alt sammen, når først det er færdigt! Mange forbinder sommer med grill aftner og kartoffelsalat. Jeg er lidt mere ovre i vaffelis med triple guf og vedvarende hvidvins kogere, men sådan er der jo så meget.

Den der! Faderen min har måske taget sloganet liiiidt for seriøst?.

Ungerne elsker at grille. De har det faktisk fuldstændig ligesom alle andre, der er fan af skidtet og spørger ofte om vi ikke skal grille, når det er sommer og vi har dem. Robert er nok ikke lige så obsternasig omkring kulkonceptet som jeg er, men det er ikke et projekt han gider kaste sig ud i på egen hånd. Heller ikke for sine børns skyld. (Halleluja)! Det resulterer i at de små må nøjes med grill mad (altså ikke Kina grill stilen – som jo er en heeelt anden snak) hjemme hos deres mor, eller hos bedsteforældre (Roberts side, that is – det sker selvsagt ikke rigtig hjemme hos mine forældre). Når de spørger mig, hvorfor jeg ikke gider grille, skal jeg virkelig tage mig selv i, ikke at ytre min ærlige småbitre-snerpede holdning til det og nøjes med bare at sige ‘jeg er bare ikke så vild med det’. Nu er der ingen herhjemme, (læs Mr.&Mrs.Tingleff), der tager på børnene med fløjlshandsker. Det skal forstås på den måde at tingene bliver sagt ligeud, også gerne med et ‘fucking’ indbygget.  Jeg kan huske dengang jeg lige havde mødt Robert – og børnene, og hvordan jeg i starten mest var observator af projektet. Jeg var paf over hvordan Rob håndterede og talte til børnene. Altid i samme niveau. Aldrig med pyller-nuttegøjs-barne-mulle-mus stemme, men som om de var ligemænd. Med humor og hårdhed og kærlighed og ærlighed, som var de rigtige mennesker. Det havde og har jeg sindssygt meget respekt for og jeg ville ønske der var flere, der tog deres børn alvorligt på den måde. Sorry, men shit hvor er der mange forældre, der taler til deres børn, som om de lige var trådt ud af en mental institution.

Når det så er sagt. Verbalt kan jeg godt være en lidt fyrig sprogblomst – til den grimmere side. So can my husbond, og vi øver os meget i ikke at videregive den rakkerpak adfærd til øglerne.

Jeg har haft mine nye sko på i dag, og de har indtjent sig selv i komplimenter alene. Worth every penny. (De er også gode at have på).

Pretty, yes?