Flyvende hoveder og sløv søndag

Så blev det vintertid, og dermed starter de mørke tider, sådan for real. Jeg er som før nævnt, IKKE fan! Apropos mørke. Der var en vis lille mand her i huset, der fik nok af mørket kl. ca. 01 i nat. Gustav har en fantasi, der løber hurtigere end Armstrong kan cykle, med blodet fuld af dope. Han kan stille skræk scenarier op, der er vildere end alle gyserfilm nogensinde lavet, ganget med antallet af Mickey Rourkes plastic operationer. Vi havde således en snak ved spisebordet, der gik på Halloween, mordere og baby alligatorer (spørg mig ikke hvorfor). Hans storesøster er derimod ikke til at skræmme. Hun er nærmere typen der er interesseret i at vide, hvor mange seriemordere der egentlig har eksisteret og få penslet samtlige mord ud i detaljer. Forestil jer så kombinationen af begge verdner, over frikadeller og stearinlys, lørdag aften. Robert kom til at joke med, at vi skulle gå en tur i fælledparken, efter aftensmad for at se, om de statuer de havde leget i blandt tidligere, lå lige så stendøde om natten, som om dagen.

Nogle mere villige end andre, trak vi i støvler og huer og drog afsted. Kamille næsten spænede hele vejen derover, mens Gustav ubevidst blev til verdens stærkeste mand, da han knugede sin fars hånd. Se, det er jo ikke for at jage skræk og rædsel i livet, på den lille gut. Men vi har før talt om, og prøvet at forklare Gustav, at man nogle gange skal se sin værste frygt i øjnene, for at få afbøvlet sin galoperende angst, for alverdens rædsler. Vi havde naturligvis forklaret ham at en statue er en statue, også om natten og at piletræer ikke kan få fat i hans små arme, og rive dem af. Anywho, til fælledparken kom vi og imens Kamille, temmelig storesøster provokerende, ville have Robert og jeg til at forklare om typer af mordere, var Gus sikker på at han kunne se gule øjne, dødshængte mænd og uendeligt, lange sorte stier, overalt. Hele vejen forklarede vi ham at ‘der er jo ikke noget’, ‘det er cykellygter’, ‘vinden blæser’ osv, osv., og det gav faktisk pote. Da vi var på sikker grund igen, ude på gaden, og man igen kunne se Gustavs øre for skuldre, forklarede han helt af sig selv, at det faktisk ikke var så slemt, og at hans fantasi bare løber af med ham. Han var glad for at vi havde gjort det, og det var som om ryggen var lidt mere rank. Sejt!

Kl. 01 i nat, stod han der så, fortvivlet, med små skælvende knæ og mumlede noget om de flyvende hoveder. Nå, jeg kravlede lidt til højre og tosomheden blev udvidet. Jeg har ikke særlig let til søvn og mens de to andre, på under end 20 sekunder startede en mindre brøle konkurrence, lå jeg og spekulerede på, hvor de der flyvende hoveder kom fra. Det havde ligesom ikke været en del af aftenes rædselskabinet. Da jeg for 3.gang på 30 minutter, havde fået et bat (læs, arm) fra en 1.90 meter høj mand, i hovedet, gav jeg op og fortrak til den mindstes seng. I sådan en situation, er rollen som bonusheks en biatch! Havde det været mit eget yngel, var overskuddet til sove eksil, måske et andet. Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ikke reproduceret mig selv endnu. Man sover sikkert fortræffeligt i Gus’ seng, når man er en bette skid, og selvom jeg ikke har en sværvægt a’la Rosie O’Donell på toppen, ligger man bare ikke godt i den seng, når man er mig. Kl. 03.30, kiggede jeg på uret sidste gang og kl. 08.00, blev jeg vækket af samme gnalding, der havde vækket mig 7 timer tidligere. Kl. 08.30 stod jeg op, da chancen for mere søvn, var mindre end Danny Devito.

Jeg var ikke i pisse godt humør, da jeg stod op. Træt, radbrækket og lidt øm i face, efter en kæberasler fra ham den lange. Gus trissede selvfølgelig rundt, helt på toppen og frisk som en havørn. Lige der, havde jeg lidt lyst til at give ham lever med på madpakken, den næste uge. Hvis der er mødre der læser med derude, vil mange sikkert sukke tungt, ryste på hovedet og have lyst til at melde mig til socialforvaltningen. Heldigvis (for mig), kan det være i får fat i min mand, som er socialrådgiver. Sagen er bare den, at den her blog ikke handler om biologisk kærlighed til sine børn, som unægteligt er anderledes end en bonusheks’ kærlighed til sine øgler. Det her handler om at skulle sætte sine egne behov til side, for nogle børn man har fået foræret, og selvom jeg selv har valgt det, i og med jeg valgte min mand, sluger man som bonusforælder nok mere kameler, hvor biologiske forældre sluger dromedarer.

Ved morgenmaden spurgte vi til de der hoveder Gustav havde drømt om. Og tjek så lige det her. Da vi i går var ude at gå, var vi inde i sådan en ‘Fest og Farver’ forretning, der vrimlede med halloween kostumer. Altså masker, monstre, zombier, hekse og andre undskyldninger for at lave kassen på et amerikansk fænomen (indsæt mit anstrengte forhold til halloween her). Der har altså været sådan nogle gummimasker, med blod og halve øjne, der har formeret sig og flyttet fra forretningen, ind i mindstes hoved og som er blevet genfødt hjemme på drengeværelset. Det gjorde mig faktisk rigtig glad. Ikke kun fordi, vi ikke har udvidet manuskriptet til den eminente gyserfilm han vil producere en dag, men fordi, da vi spurgte ham om det slet ikke havde noget med aftenturen og historierne at gøre, kiggede han på os, som om vi var idioter og sagde ‘øh nej’! Vi er altså lidt tættere på at få den 8årige til at forstå, at man ikke skal være så bange for sine forestillinger, og face sin frygt i stedet for at agere strudsen Rasmus. Det synes jeg er pisse sejt, både af os og af ham. Og hvis vi kan lade denne trend fortsætte, er jeg sikker på at han en eller anden dag, springskaller de der flyvende hoveder!

Ungerne er på legeaftale i dag. Meget belejligt, eftersom både Robert og jeg ikke er til andet end sofa, kaffe og sten. Nu skal jeg forresten have en lur.

Later.