‘Faaaaar’…..

…. men jeg gør det hele, pga. dét der!

Her kommer en af de lidt tungere. Noget jeg tror alle bonus- hekse og troldmænd kan relatere til. Jeg har været inde på det i et tidligere indlæg, det der med blævrende budding. Det handler om at føle sig udenfor, at føle sig som den falske del af firkløveren og om forsøget på at slå rødder i en familie, der er en andens.

Dengang det gik op for mig, sådan for alvor, at jeg hver anden uge, 5 dage i træk havde ansvaret for 2 børn, blev jeg faktisk en lille smule forskrækket. Jeg havde slet ikke gennemtænkt hvad det indebar og jeg var i øvrigt så stjerne forelsket, at alt hvad der hed arbejde, pligter, venner og familie, slet ikke eksisterede. Derfor var det virkelig svært at forholde sig til det ansvar jeg følte jeg skulle tage del i, når vi havde dem hos os. Det var lidt ligesom at være beskuer til en andens liv, et liv der ikke var mit. Robert havde været alene med ungerne i 2 år, da jeg kom ind i billedet, og havde udviklet rutiner og mønstre der virkede for ham, i rollen som ‘alene’ far. Der var helt klart nogle ting, jeg ikke forstod og som jeg synes man burde gøre anderledes. Jeg var bare så pisse bange for at kritisere, nedgøre eller agere bedrevidende Bente. Robert bad mig fra dag 1, om at være mig selv, opdrage på lige fod med ham, og lod mig vide at han ville bakke mig op uanset hvad. Efter noget tid, tog jeg mod til mig og spurgte om det virkelig var nødvendigt at se fjernsyn om morgenen inden skole, samtidig med at man fik serveret en smurt bolle på sengen. De var 6 og 8 på det tidspunkt, og i min verden kan man godt selv hælde havregryn i en skål, uden flimmer. Han var enig med mig, næsten før jeg havde talt færdig og forklarede, at det bare havde været det letteste på den måde, da han så kunne nå madpakker, bad og hvad har vi, uforstyrret, inden afgang til skole. Jeg forstod ham godt, for da vi ændrede rutinen og kørte i stilling til, at de skulle blive lidt mere selvkørende på nogle områder, tog tingene også bare længere tid. Men det har været for det bedste.

Selvom jeg ændrede nogle rutiner og langsomt involverede mig mere i deres små liv, sad 3-kløver rutinen bare så dybt i dem. De havde været vant til, at det var far der hjalp med ALT. Alt lige fra tandbørstning til at lede efter yndlings blusen. Selv da der var gået et år, kunne de stadig kalde på deres far, hvis de skulle have hjælp. Det selvom jeg stod lige ved siden af og Robert var i et andet rum. I sådan en situation, har man bare lyst til at give op, sige fuck det, og skride. Man føler sig så overflødig og ligegyldig. Min voksen hjerne var jo godt klar over, at det ikke er noget de gør bevidst, eller for at såre mig, men ens ego får sgu lidt et puf!

Det er blevet bedre og især Kamille, bruger mere Robert og mig ligeligt. Dog kan hun godt stadig gå mest til Robert, når hun f.eks. skal have lov til ting. Også selvom det bare er en tur i gården. Gustav er slem til at ‘overse’ mig. Jeg tror egentlig bare han er et lille distræt lufthoved (ellers er jeg), der ikke tænker sig om. F.eks har han det med kun at sige ‘hej far’, når han kommer op fra leg i gården, eller hjem fra en legeaftale, uagtet at Robert og jeg står lige ved siden af hinanden. Hvis jeg står og laver mad og Robert hænger i vinduet, kan han finde på at spørge ‘faaar, hvad skal vi have til aftensmad?’. Når Robert så siger ‘det ved jeg da ikke, det er Ninna der laver mad, som du ser’, kan han helt på månen agtigt sige, ‘nåååååh ja, Ninna, hvad skal vi ha’?. Sådan er der hele tiden små ting, hvor man bliver mindet om, at man bare ikke er først foretrukne. Fact! og dér føler jeg mig bare ikke helt, som en del af fællesskabet.

Ydermere er det rigtig hårdt, det der med at lære at sige nej og stå inde for sine egne grænser. Jeg er måske lidt hård af natur og har ikke verdens største tålmodighed. Den kombination, blandet med 2 børn, der ikke er mine egne, er en prøvelse. Som sagt har jeg, af Robert fået frit løb, til at deltage i opdragelsen og selvom han godt kan hæve stemmen og give en røffel, er det ikke noget der ser ud til at gnave i børnene. Han er deres far og kærligheden er selvsagt ubetinget. Det er noget andet når det er mig. Jeg har haft virkelig svært ved at sige stop eller irettesætte, fordi jeg er bange for hvordan de reagerer. Det faktum at det er en andens børn (læs, deres mors), gør det heller ikke nemmere. Jeg har jo ikke lyst til at de bliver afleveret, tudende i Rødovre om tirsdagen, med friske sår på sjælen, skåret af bonusheksen herself.

Man skal nok have været i situationen, for at forstå det, hvortil nogle vil nikke og forstå og andre måske vil tænke ‘så slap dog af’. Til det kan jeg kun sige, næ – gu vil jeg ej. Selvom jeg er den voksne, der skal være overbærende og rationel i min tankegang, sætte mig ind i børnehoveder og have tålmodighed, kan jeg ikke løbe fra at jeg er et menneske, som gerne vil anerkendes, tilhøre et fællesskab og betragtes som beslutningstager – VOKSEN, på lige fod med faren.

Det kommer. Nogle siger det tager 10 år, wavs! Jeg kan kun håbe og i mellemtiden væbne mig med tålmodighed og samtidig glæde mig over, at jeg har en mand jeg til enhver tid kan læsse af på, også selvom jeg lyder som en 5årig, der vil have opmærksomhed.

Faaaaren, og den mindste.