Fra shots til madpakker

Torsdag. Torsdag var engang den fedeste dag på ugen for mig. Jeg var 18 år, boede i Sønderborg (hvor jeg er vokset op) og gik i 2.g på gymnasiet. Torsdag betød at det snart var weekend, men det var også den absolut fedeste dag at gå i byen på. Årsagen var enkel! Det vrimlede med purunge sergent elever på Buddy Holly, der delte Southern Comfort sjusser (hvor prollet, hæ!) ud, med lige så rund hånd, som Brixtofte skænkede rødvin i 2002. Jeg var ung, okay yngre, spændstig og jeg kunne hamre shots, som en gran voksen mand, til kl. 05 om morgenen. Alt imens Nelly brølede at det var varmt og Justin bad alle guys and ladies, om at skrige hans navn. Det var en fest, en torsdags tradition og en lige så befriende hverdagsflugt, som når Medina slænger sit magre korpus på Maldiverne efter en tour. Det bedste af det hele var, at det eneste man havde brug for, for at komme ovenpå igen, var 1½ time på øjet, en mathilde brik og gymnasie kantinens pølsebrød lavet på hvid smørdej. Shit, those were the days.

Torsdag i dag ser lidt anderledes ud. Jeg er blevet 30, jeg bor på Nørrebro, jeg er gift og det tager mig mere en del mere end dej, at komme ovenpå efter druk, hvorfor torsdag ofte spenderes på husbond, træning og work. Åh jo, på nær hver anden torsdag, hvor de to på henholdsvis 8 og 10, arriverer fra deres mor i Rødovre.

Vi kører en 9/5 ordning. Gæt selv hvem der har dem 5? Og det virker rigtig fint. Jeg tror på at børn har brug for at have ét hjem, én base, hvor man ligesom hører til, for at kunne have ro og balance i sit liv og hverdag. Sådan ville jeg selv have det. Skulle jeg tilbringe 7 dage i én lejr og 7 i en anden, ville jeg langsomt begynde at hive hår ud med lup.

Jeg har det altid sådan lidt ambivalent når vi skal have kids. Den ene del af mig, glæder sig overdrevet til at se de små basser og høre hvad de har bedrevet. Den anden del, har lyst til at blive, uforstyrret, i min perfekte tosomheds bobbel, jeg i øvrigt har befundet mig i, sammen med Robert, de sidste 2 år nu. Jeg er slet ikke færdig med at være storm forelsket i Robert (og så har I vist fanget dén nu), så udefrakommende elementer, også børn, kan virke lidt belastende.

Den følelse går heldigvis altid over, når de så kommer. Det er skægt at høre om Kamilles (den ældste) forliste forhold og nystartede affærer. Tænk engang, hun er 10 og har allerede været kærester med flere end Samantha har nedlagt i SS1 af Sex and the city. Men man fornemmer ligesom det er trenden blandt pigerne, i klassen. Samtlige tøser har været alle drengene igennem – små tøjter, (i love it!) Det skal så lige siges at deres definition af kærester, indebærer at man måske taler sammen i løbet af en dag, man ’tror da nok’ man har følelser for hinanden, og det er i øvrigt særdeles tilladt, at få andre til at slå op på en SMS. Hvis bare man kunne det nu om dage, i voksen alder, hm?

Når aftensmaden er indtaget og især voksendelen af selskabet opdateret, begynder rutinerne og her får jeg det altid lidt mærkeligt igen. Hverken min mand eller jeg, er særlig glade for kridtede rammer og vi er bestemt ikke typerne der har tilbudssedlen klar, til storindkøb om mandagen, ud fra en planlagt 1-2-3 madplan. Min mor gjorde faktisk det der med at sidde og bladre tilbuds aviser og lave dosmer seddel. Det var pisse hyggeligt jo.

Sådan bliver det nok aldrig hjemme hos os. Så når man pludselig finder sig selv, stående og kigge ind i en lille gabende mund, der skal have tænder børstet igennem, efter man har læst lektier, smurt madpakker, fået styr på gymnastiktøj og andre udfordringer i børnehøjde, kan jeg godt tænke ’what.happend’?!

Jeg begynder heldigvis at vænne mig til det, og slappe mere af i det. Sådan var det bestemt ikke i starten. Hele min krop kunne stritte imod torsdagen og de efterfølgende 5 dage, og jeg havde virkelig svært ved at acceptere at det var sådan det var nu. At min mand var far, til 2 børn, og at jeg også skulle tage stilling til dem.

Robert har aldrig, aldrig forskelsbehandlet mig eller børnene. Jeg har fået præcis lige så meget opmærksomhed (måske ikke så eksplicit og vulgært – host), men han har aldrig lagt skjul på, overfor børnene, at han er forelsket i mig. Han har som sådan heller aldrig ytret en forventning om at jeg skulle ændre mit liv for dem.. men come on. Selvfølgelig forventer den del, der trækker børn med sig ind i fællesskabet, at den anden tager del og involverer sig. Bevares, man lægger også et pres på sig selv, som ind i mellem kan være svært at leve op til. Et pres, som godt kan få hatten til at flyve af engang imellem, men mere om det senere.

Nu skal jeg være seriøs inden jeg skal over og mindske noget flæsk, øge nogle muller, og kl.18, tager jeg den spidse hat og mit bedste smil på.